TOT & Knold

 Ikke langt fra hvor jeg boede, lå der en lang hvid ejendom. I ejendommen boede der to familier. Familien Nielsen og familien Sørensen. Hos familien Nielsen boede min kammerat Peter. Han og jeg var næsten altid sammen. Peter havde en storebror, men da han var en del ældre end os, var det begrænset, hvad vi havde med ham at gøre. Det var kun i de tilfælde, hvor vi var raget uklar med drenge, der var større end os. Peters mor var hjemmegående, hvilket alle mødre var på det tidspunkt. Peters far arbejdede hos byens største købmand, han arbejdede i korn og foderstofs afdelingen. Familien Sørensen, havde en dreng der hed Aksel, han var ca. på vores alder, men ham legede vi ikke så meget med. Aksels far Egon arbejdede på byens cementstøberi. Han var en sur lille mand, der evigt og altid ragede uklar med alt og alle. Han skældte næsten ud på Peter og mig, hver gang lejligheden bød sig. Hvis vi spillede fodbold på gårdspladsen, kom han altid farende og skældte os hæder og ære fra. Nogle gange fjernede han vores cykler, når vi havde stillet dem op af den del af huset, hvor han boede. Da det var Egon der ejede ejendommen, var vi nødt til at rette os efter ham. Når han fik fat i os fik vi som regel en i nakken. Det hjalp ikke, at vi klagede vores nød til hverken til Peters eller min far. Dengang var det meget almindeligt, at de voksne slog på børnene, uden at der var nogen der greb ind, så på den måde lærte vi, at klare os selv. Vi fandt hurtigt vores egen metode til at tage hævn.

En dag i sommerferie hvor vi igen havde fået skældud, og modtaget trusler om alt det onde, der skulle overgås os, hvis vi ikke rettede os efter, hvad han sagde, besluttede vi at tage hævn. Egon havde et lille udhus, hvor han bl.a. havde en gris, samt nogle duer og høns gående. En lørdag, hvor vi lige havde fået fri fra skole, gik jeg med Peter hjem. Vi gemte vores cykler i nogle buske et stykke fra huset, sådan at Egon kunne se, at vi ikke var hjemme. Vi gik bag udhuset og holdt øje med, hvornår Egon kom hjem. Kort efter hørte vi, han kom kørende på sin knallert. Vi vidste vanen tro, at han efter middagsmaden skulle sove til middag sammen med konen. Da vi så, at rullegardinet var trukket ned i deres soveværelse, listede vi os lige så stille ind i udhuset og lukkede grisen ud. Derefter løb vi over til vores cykler, og kørte med fulde ræs op på sportspladsen for at spille fodbold. Vi morede os herligt, og slog os på maven af grin, vi kunne lige se, hvordan Egon ville skabe sig, når han opdagede, at grisen var ude. 

Senere hen på eftermiddagen vendte vi igen næsen hjemover. Vi kørte først hjem til mig. Min mor spurgte ikke til noget. Vi fik en franskbrødsmad med mørk farin, og med den i hånden kørte vi hjem til Peter. Den første vi mødte var Egons kone. Hun stod på gårdspladsen med hænderne i siden. Hun var en stor dame. Med enorme bryster. Vi plejede altid at lure på hende, når hun badede i bryggerset. En dag opdagede hun for øvrigt, at vi kiggede ind af de små vinduer i døren, da hun var i bad. Sikke en ballade der blev, men det er en helt anden historie. “Har I set vores gris? Spurgte hun. “Ja” sagde vi. “Hvor er den?”Spurgte hun brysk. “Jamen er den ikke i udhuset!” Svarede Peter. “Nej, den er sgu' da ikke - hvalp, så havde jeg jo nok ikke spurgt” svarede hun. “Ja så ved vi ikke, vi har ikke set den” “Jeg håber ikke for jer, at I har noget med det her at gøre, hvis I har, slår Egon jer fordærvet” Vi vidste ikke hvad hun mente med fordærvet – men det lød farligt. I det samme kom Peters mor ud på trappen. “Hvad er der galt” spurgte hun. “Vores gris er blevet lukket ud af udhuset”.” Jamen det er ikke os mor, de tror altid det er os, der er skyld i alting, næsten råbte Peter” I det samme kom Peters bror hjem. Han kunne fortælle, at han havde set Jørgen og mig oppe på sportspladsen hele eftermiddagen. “Jeg siger da heller ikke det er dem, sagde Egons kone. Jeg spurgte kun, om de havde set vores gris.” “Ja! men du sagde, at Egon ville slå os fordærvet, hvis det var os”. svarede jeg.  “Nu skal du ikke spille næsvis min fine ven” sagde hun, “så kunne det jo godt være, at jeg skulle snakke lidt med din mor”. Midt i den heftige diskussion kom Egon pludselig gående, styrende en gris foran sig. “Jeg håber fandeme ikke det er jer, der har lukket min gris ud” Han nærmest spyttede ordene ud. Grisen havde gået rundt i Olsens have, og nu var han sur. “Det er ikke os, råbte vi i munden på hinanden. “Det kan da også være du selv har glemt at lukke ind til stien”sagde Peters bror.  “Jeg har sgu ikke glemt, at lukke til nogen sti, og for øvrigt skal du ikke blande dig - din snothvalp” Peters bror som snart fyldte 18 år, var på ingen måde bange for Egon. “Du skal sgu' da ikke kalde mig en snothvalp – din lille undermåle” (Peters  bror var mindst et hoved højere end Egon) Peter og mig nød situationen. Egon mumlede et eller andet idet han vendte sig, for at føre grisen ned til udhuset. Ovenpå den succes fik vi fornyede kræfter. Det var længe siden, at vi havde moret os så meget. Men vi vidste også, at vi skulle være på vagt. Egon var ikke en mand der glemte. Vi vidste godt, at han stadig mistænkte os, for at havde lukket grisen ud. Så i den følgende tid var vi meget opmærksomme på, hvor vi havde Egon. Mærkeligt nok var Egon faktisk blevet helt flink på det sidste. Nogle dage senere spurgte han, om vi ville hente noget tobak til ham nede i byen. Vi vidste ikke rigtig om vi skulle sige ja, eller nej, men enden på det blev, at vi kørte til byen efter tobak. Tyve minutter efter var vi tilbage igen. Vi regnede ganske vist ikke med, at vi ville få den store belønning, men måske ville der falde en 25 øre af. Men nej! da jeg rakte ham tobakken – kom der kun et næsten uhørligt tak. Fedterøv! Sagde vi, da Egon var gået ind. 

Nogle dage efter var vi i gang med at spille fodbold på gårdspladsen. Peters mor åbnede et vindue, og sagde at vi skulle finde et andet sted, at sparke fodbold, for som hun sagde. - Jeg gider ikke få ballade med fru Sørensen. Netop den dag havde fru Sørensen vasketøj ude. Så det var jo ikke helt uden grund, at hun var bekymret. Vi lovede, at vi nok skulle passe på. Men midt i spillet gik det alligevel galt. Peter ramte bolden skævt med det resultat, at den ændrede fuldstændigt retning i forhold til den tænkte bane. Resultat; bolden fløj med stor kraft direkte mod tøjsnoren, hvor den viklede sig ind i et stort hvidt lagen. Lagnet omsluttede bolden der med sin fart og kraft rykkede lagnet løs fra snoren, og fløj i en bue over mod et træ. Træet var grønt efter lang tids regn, så da vi fik samlet lagnet op, havde det fået den "flotteste" grønne farve flere steder. Vi tog lagnet, og hængte det stille og roligt tilbage på tøjsnoren med den grønne side vendende væk fra vinduet. Nu må vi vist hellere smutte sagde vi, med samme mund. Peter åbnede døren og råbte til sin mor; Vi kører en tur ned i byen. Da jeg dagen efter mødte Peter i skolen fortalte han, at fru Sørensen havde været fuldstændig rasende, da hun opdagede det der med lagenet. Hun havde råbt og skreget i et væk. Nu trængte de hvalpe snart til en ordentlig røvfuld. Til Peters mor havde hun sagt, at hvis hun ikke kunne, skulle hun fandeme nok selv klare den sag. Peters mor tilbød, at vaske det beskidte lagen, men dertil havde fru Sørensen sagt, at der sgu' ikke var nogen, der kunne vaske som hun kunne. Dermed havde hun taget lagenet med, og smækket døren i med et ordentligt brag. Peter var blevet sendt ind på sit værelse, og der havde han bare at blive til Peters far kom hjem. “Fik du tærsk”, spurgte jeg Peter grinede. “Jeg fik et tjat med en karklud, men ellers skete der ikke noget. Efter skoletid gik jeg med Peter hjem. Lige før vi svingede ned til deres hus kom Egon kørende på sin knallert. Resolut kørte han ind foran os, så vi nær havde kørt galt. I et nu havde fat i mit cykelstyr, og inden jeg vidste af det knaldede han mig en flad lussing i nakken. Peter smed sin cykel, og spurtede væk. “Nu kan I en gang til prøve at spille fodbold i gården, så skal jeg fanden-gale-mig sørger for, at I får røven på komedie” Da han var kørt, kom Peter listende. Dumme skid”, sagde han. Jeg stod og småsnøftede. “Ja vi skal fandeme nok få ram på ham,”sagde jeg, mens jeg tørrede næsen i ærmet.

Hent BlueMail for Desktop