Grisen

Historien her er skrevet af min far. 
Den handler om en gris, som blev udset til, at skulle være den der måtte lade livet for, 
at gæsterne kunne æde sig tykke og fede i forbindelse med en høstfest tilbage i 1959.




Her er hvad der gik forud for det bedrøvelige drab på grisen.



Nu er du død du lille gris, som offer du faldt for høstens pris.


 Din dom blev forkyndt en dag det var sommer,

din madmor var din højde dommer.
 

Hun dømte dig for ære liv og gods,

og det til trods,

du var et lille uskyldig kræ,

der aldrig gjorde en sjæl fortræd.


Du slæbte dig dig frem gennem ælte og pløre,

og altid du måtte på røven køre.


Man gav dig æde af skåret fad,

og altid var du venlig og glad.
 

Du åd og drak, og fedt blev til flomme

en skønne dag måtte timen jo komme.


Han greb dig brutalt ved hale og øre,

lod hånt om dit skrig, som ingen gad høre.


"Så hold-da-din-kæft dit dumme svin,

du gør jo hele marken til grin"

“Hvorfor er nu din hånd så hård

du gav mig da så tit en mælketår”

“hvor skal jeg hen, hvad skal der ske"?

Åh hvor det i halen sved.”


"Så var du alligevel fyldt med rænker

og min gamle mor har du lagt i lænker,

nu har du bundet et reb om min tryne
 

og fy hvor dine knive dog lyne"
  

Så blev du kastet på karets bund -

med reb om tæer - ben og mund.


"Hvad glor du på din dumme gris,

vi skal da ha' mad naturligvis.


Her kommer gæster, som skal spise

og helst vil de have nussegrise"


Et kort sekund da tøvede bonden.


(det var dog et bøddelens hverv i grunden)


"Forlad mig min synd for dette her"


Og så igen var han atter nær.

Så greb han sværdet og huggede til,

det går jo altid, som husbond vil.

Så blev du kastet i skoldende vand,

skrubbet og skrabet mod og med.


Her er så dit kød med fedt og flomme

 jeg ønsker jer alle velbekomme.


..

Grisens hævn

.

Så åd han til nadver et fad sul af sin ven,

og følte sig atter helt glad igen.


Hans mave var tyk rund og trind,

nu vil han søge til hvilen ind.


For efter en dag med slid og møje, 

bør helst man liggende maden fordøje.


Så lod han sig falde i dyner og puder,

mens natten hang sort i gårdens ruder

og sov så trygt fra tid til anden,

med angstens kolde sved på panden.


Mens drøbelens drøvl løb ham ned af hagen,

ind slæbte en kæmpegris sig på bagen.


Han tyktes sig vågen, og dog han sov.

"Hvad er dog dette?"  - han råbte “hov”

Men ingen hørte hans skrig i natten,

og grisen klemte ham som bare satan.


Den lagde sig tungt med al dens vælde,

og lod sig frem mod hans strube hælde.


Med savlende gab og øjne så stive,

så ond kan i søvne selv smågrise blive

“Du ser vel mærket herom min tryne-

har samme farve som din blåstribet dyne,


såret i halsen, som blev min død,

og hele min slægt, og alle de andre, 

som du med hån i døden lod vandre".


Da kvalte han grisen af alle kræfter.

 I angst og rædsel gav drømmen efter.


Da lettede konen sin højre arm,

som lå på hans strube tung og varm,

hans egen højre lå tungt på maven.


Thi det var jo den, der skabte den hele ravage.