ÅBENT JYSK MESTERSKAB

Jeg har kørt en hel del forskellige cykelløb, som åbne jyske mesterskaber, Østvendsyssel rundt, forskellige markedsløb, Vendsyssel rundt.

Det længste løb vendsyssel rundt, som er på 250 km, var det hårdeste og mest krævende, men det er ikke det løb, som står tydeligst i min erindring, det er derimod et åbent jyske mesterskab, der blev afholdt i Bjergby engang i 70’erne. Vi var fire gutter nemlig: Jan Kramme, Poul Erik Clausen, keld Bertelsen og undertegnede. Vi havde kørt en hel på racercykel, og vi mente, at vi var i tilpas træning, derfor besluttede vi, at vi ville deltage i dette løb. 

Løbet blev kørt en lørdag eftermiddag med start kl 13:00. Selve etapen bestod af 10 omgange på en rundstrækning af 14 km.Vi aftalte at vi ville cykle fra Vrå til Bjergby. Jan Kramme boede i Frederikshavn, og han valgte, at køre derfra, en lille opvarmningstur på 38 km. Fra Vrå til Bjergby var der kun 26 km, men som vi sagde til Jan, du er jo også noget yngre. Vi ankom til Bjergby i nogenlunde ordentlig tid, Jan var ankommet, og han fortalte os, hvor vi skulle indskrives. På vej over til indskrivningen fik vi øje på nogle ryttere, som var særdeles landskendte. Det var bl.a Jørgen Emil Hansen, Jørgen V Pedersen og Per Bausager, som senere blev professionel, og en hel del andre mere eller mindre andre kendte ansigter.

I omklædningsrummet fandt vi ud af, at vi udstyrsmæssigt ikke var så forberedte, som de førnævnte. De havde to flasker på cyklen, samt div. forplejning i form af bananer, chokolade lignende stænger, som blev proppet bag i lommerne på deres cykeltrøjer. Ingen af os, havde udstyr eller andet, der tilnærmelsesvis matchede deres. Jeg husker specielt, at vi ikke havde tåclips

 Deres trøjer var farvestrålende  - vi kørte i en ganske almindelig T-shirt. Vores cykelbukser var heller ikke de bedste på markedet, men manglede vi moderne udstyr, så var der en ting vi ikke manglede, nemlig troen på os selv. Vi vidste, at vores kondition var i top, så da startskuddet lød, var vi mere end klar. Det eneste der bekymrede os lidt - var om vi kunne følge med, og at vi kunne holde tempoet og farten over så mange omgange. Selve ruten var særdeles kuperet og ikke det vi var mest vant til i de træningsture vi havde på bagen. Vi havde ganske vist været på “Alpe d’huez” sådan kaldte vi den bakke, der ligger ved Nymølle, her i vendsyssel et par gange hver anden uge. Den har en stigningsprocent omkring de 12%.

 Vi lagde os bagerst nok mest fordi vi ikke ville risikere at vælte i det store felt, men også fordi vi ikke havde erfaring i at køre i så stort et felt. Da vi havde kørt ca. 10 km talte vi sammen om, at tempoet ikke på nogen måde var afskrækkende. Vi fortsatte med at ligge bagerst i feltet. Der var flere ryttere, der spurgte hvad den klub hed, som vi kørte for. Vi kunne kun fortælle, at vi ikke var i nogen klub, men at vi trænede sammen. Der var også dem, der kiggede ekstra på vores cykler. Min var ex. en SCO - ren jern, der vejede omkring 17kg. På det tidspunkt der i 70’erne var carbon cyklen ikke opfundet, de første kom midt i 80’erne. En top cykel i 70’er var bygget af aluminium, som var betydelig lettere end den jeg kørte på. Min var monteret med en 7 gears skruekrans, som er en fast enhed, der skal skrues fast på bagnavet i et samlet stykke. Skruekransen adskiller sig fra kassetten på den måde, at kassetten oftest er delt i flere løse tandhjul, og med flere tandhjul både for og bag, gav det rytteren flere fordele både på fart, og når der skulle køre i bakker. Den gang gik vi ikke specielt op i, hvilken gearing vi kørte med - modsat i dag, hvor dette at køre med den rette gearing er alfa og omega.

Jeg husker ikke præcis, hvem der kom med forslaget om, at vi skulle gå i udbrud eller rettere stikke af, det skete da vi havde kørt to en halv omgang. Vi var på ingen måde imponeret af tempoet, som foregik med ca 30-35 km i timen, et tempo, som vi sagtens kunne følge med i. 

Vi kørte os langsomt op gennem felten og som på tælling stak vi af fra feltet. I løbet af ingen tid, havde vi fået et forspring på et halvt minut. 

Vi skiftedes til at tage føringer. Nå vi kiggede bagud kunne vi stadig se feltet, som holdt nogenlunde samme afstand. Vi var helt euforisk. Vi begyndte, at kunne se os selv stå på sejrskamlen. “Vi vinder det her” råbte Jan og lagde sig i spidsen. Vi lagde os tæt på hans baghjul og øgede farten. Vi var helt væk i vores jagt, på at øge afstanden til feltet, da vi pludselig hørte en stemme bag os.  “Hvor er I på vej hen?” Det var Jørgen Emil Hansen, der lagde sig op på siden af os. Vi fik fremstammet noget med, at vi ville prøve at gå i udbrud.  “Nej, nej, nej” sagde han.“ Vi er ikke færdig med opvarmningen endnu, kom nu tilbage til feltet” Vi lod os falde tilbage og måtte høre på mange sjove bemærkninger. “Syntes I det gik for langsomt” “Sku’ I være hjemme til en bestemt tid” “Håber I er varmet op, inden vi starter løbet” Det var keld Bertelsen, der spurgte “Hva’ mener du med at starte løbet” Han havde knapt stille spørgsmålet, da vi mærkede, hvordan tempoet mærkbart blev sat op. Vi lå nu og kørte med over 40 km i timen. Det var noget højere end vi var vant til. Det føltes lidt, som blev vi suget med

“De kører blev der råbt” 

“Hvem?”

“Per Bausager og Jørgen V Pedersen”

Oppe foran kunne vi se, hvordan en gruppe bestående af 6-7 ryttere forsvandt over en bakkekam. Vi var nu oppe og køre omkring de 40 - 45 km, men tempoet blev stadig øget.Vi havde ingen pulsur på, men jeg er overbevist om, at vores puls nærmere sig de 180. Vi havde nået klimaks. Vi kunne ikke længere sidde med og og ganske langsomt forsvandt resten af feltet. Vi snakkede stønnende og prustende sammen om, at vi lige skulle have lidt luft, så var vi klar igen. Men vi kunne ikke øge farten, tværtimod faldt vi langsomt ned og kørte omkring de små 30 km i timen. Vi ville ikke give op. Den glæde skulle de ikke have, så vi fortsatte og passerede målstregen for fjerde gang.Hvis man aldrig har prøvet det, så kender man ikke lyden af 80 cykelister i et felt. Den lyd kan ikke beskrives - den skal opleves. Vi trak helt ud til højre og mærkede da feltet suste forbi. Og forbi var også løbet for os - vi måtte erkende, at der var et langt stykke op til eliten af dansk cykelsport selv på amatørside

Vi listede over til omklædningsrummet og fandt vores jakker. Vi ville ikke ydmyge os selv med, at tage imod drillende spørgsmål, om hvor vi blev af. Men ingen tvivl om. at de havde moret sig over os. På cykelturen hjem var det begrænset hvad vi sagde, dels nok fordi vi på ingen måde havde lyst til at pensle rundt i nederlaget. Det blev både første og sidste gang vi udfordrede den på det tidspunkt dansk cykeltop.Den vi havde mest ondt af var Jan, han måtte alene tage turen tilbage til Frederikshavn endnu 38 km lå foran ham, lagt sammen med de 4 omgange af 14 km vi kørte, så manglede han kun 8 km, i at havde kørt løbets længde. Som årene gik fortsatte vi med, at køre på racercykel - og vi har flere gange moret os over vores forsøg på, at blive Jysk mester i landevejsløb.