Ska’e jagt

Vi vidste af erfaring, at skaden lægger æg i midten af april og frem til maj. Vi holdt øje med skaden, når den kom flyvende med små grene i sit næb. Skaden er en fantastisk redebygger, vel nok den danske fugl, der bygger den mest gennemførte rede - modsat kragen, der bygger elendigt. Der går en anekdote, der fortæller om, hvordan kragen lærte, at bygge rede.

Kragen havde fået at vide, at den skulle opsøge skaden, da denne byggede den perfekte rede. Kragen satte sig på en gren og lyttede til skaden, som fortalte i store vendinger om, hvilket materiale kragen skulle bruge. Dernæst fortalte skaden, hvordan reden skulle opbygges, som et lukket kugleformet rum med lergulv forret med mos og løse fjer, endvidere, at der skulle flettes et regntæt tag. Sluttelig fortalte skaden, at der kun skulle være en indgang til reden. Kragen hoppede rundt fra gren til gren, mens skaden fortalte om redebyggeriet. Endvidere skal du tænke på byggehøjden, alt efter, hvordan vejret bliver i løbet af sommeren, fortsatte skaden.
Men skaden kunne have sparet sig al sin viden, kragen var fløjet, den havde ikke tålmodighed til, at høre på skaden. Derfor ser man i dag, hvorfor kragen bygger så elendigt. kragens rede består kun af nogle enkelte grene på kryds og tværs, sammenlignet med skadens luksusrede.

Nå men tilbage til historien.  I 50'erne, var det mere eller mindre skik og brug, at drenge samlede på fugleæg og i særdeleshed skadens æg. vi drog afsted når vi havde fri for skole. Vi var udstyret med en lang selvbindersnor og en vante. 
De fleste landmænd havde høns, og på samme tidspunkt af året tillige kyllinger, som skaden uden problemer snuppede, når hønen ikke var opmærksom. Derfor var landmændene som regel altid imødekommende, når vi spurgte om vi måtte kravle op og hente skadens æg. De fleste gårde havde store træer i nærheden af bygningerne, og i mange tilfælde hang tæernes grene indover ex. ladebygningen. Det skete ofte, at landmanden stod og så på, når vi kravlede op i træet. Vi troede i begyndelsen, at det var fordi han holdt øje med, at der ikke skete os noget. Træerne var mange gange ti meter høje. Men der tog vi grueligt fejl.

Ofte lød det “Nu passer I på, at I ikke falder ned, så taget går i stykker”. Ingen var bekymret for, at vi kunne komme til skade. Det skete i øvrigt heldigvis aldrig. Vi var efterhånden eksperter i, at kravle i træerne. Højdeskræk var aldeles ukendt begreb. Det selvom vi sad på tynde grene for, at nå reden. 
Når vi var klar tog vi æggene og kom dem i vanten og sænkede den langsomt ned til ham, der stod på jorden. Vi skiftedes til, at kravle op. Var der et ulige antal æg i reden, var det ham, der hentede æggene, der fik det ulige antal.
Når vi kom hjem tog vi en nål og borede et lille hul i begge ænder af ægget. Efterfølgende kunne vi puste blommen ud. Vi havde gamle skotøjsæsker, som var fyldt med vat, her lå æggene godt beskyttet. Der var selvfølgeligt rift om de sjældne æg, som ugle, brinksvaler, vibe og gærdesmutte.  Når indsamlingsdagene var forbi, brugte vi tiden til, at bytte indbyrdes. Trods det at, mange af os drenge samlede på æg, var der bestemt ikke mangel på fugle - tværtimod var der langt flere fugle dengang end vi ser i dag. Vi vidste også, at det var vigtigt, at vi ikke tog alle æg i reden.
Den største skade der skete, mens vi samlede æg var, at vi som regel altid kom hjem med iturevne bukser, samt ridser og masser af hudafskrabninger specielt på benene, det kom af, at vi kurede ned af de træer, hvor der ingen grene var. Men vi tog reprimanderne stille og rolig over de revne bukser.