På mol

Vi aftalte det i skolen. Det var Pers ide. Han havde hørt fra nogle andre drenge, at det var tid for æbleskud. I det store frikvarter spurgte han, om vi ville med på mol. “Hvad er mol?” spurgte Erik og jeg i munden på hinanden. Per kiggede på os med himmelvendte øjne. “For fanden da” sagde han. “Det er sgu da når man stjæler æbler”. “Må man godt det” spurgte jeg. Allerede inden han svarede vidste jeg, at jeg havde spurgt forkert. “Gu´ fanden må man da ikke det - din idiot, det er sgu da derfor man gør det”.  “Alle går sgu' da på mol”. Erik og jeg kiggede forskræmt på hinanden. Men okay, hvis I ikke tør, finder jeg sgu’ da bare nogle der gør. Jeg vil sgu’ da ikke have jer med, hvis I er nogle pivskide. “Jeg tør godt, sagde jeg, hvis Erik vil. Erik nikkede sammenstemmende.

“Okay så er det en aftale. Og så holder I i øvrigt kæft ikke noget med at fortælle det til din søster, sagde han, mens han kiggede vredt på mig”- “Nej, nej!” sagde jeg - skræmt. “Jeg siger ikke noget” Vi sagde ikke noget til nogen. Vi var begge bange for Per. Ikke kun fordi han var tre år ældre end både Erik og mig. Men også fordi han havde et bistert udseende. Hans hår var flammende rødt, og hele ansigtet var oversået med store mørke fregner. Han gik på en lidt sjov måde, sådan lidt foroverbøjet, som om han gik med en trillebør. Måske skyldes det hans lange arme, som var længere end fleste. Han havde boksenæse og var ikke en man spøgte med. Han slog for et godt ord. Så ham var vi heldigvis for det meste venner med, selvom det havde sin pris. Havde vi for en sjælden gangs skyld penge, så var det oplagt, at vi delte med ham, ellers vidste vi aldrig, hvad han kunne finde på.  

Resten af dagen føltes underligt. Spændingen sad i maven, det føltes som når vi skulle have diktat. Bare med den forskel, at her ikke var plads til at begå fejl. Sådan havde Per nemlig sagt det, samtidig med, at han kørte en finger henover halsen. 😱 Det var en skræmmende oplevelse. Nu havde vi søndag efter søndag hørt i søndagsskolen, at man ikke måtte stjæle. Og havde Per så ikke stået der og fortalt, at det var at stjæle. Det hjalp lidt på samvittigheden da han fortalte, at vi da lige så godt kunne tage de æbler der lå på jorden, dem var der i øvrigt ingen der kunne bruge. Vi aftalte at mødes på vejen ved det store træ. Vi havde ingen ure dvs. Per havde ganske vist et gammelt lommeur, som han havde fået af sin bedstefar, men det manglede den ene viser. Men da hverken Erik, eller jeg var særlig inde i klokkens mysterier, havde det heller ikke den store betydning.

Da min mor under aftensmaden spurgte; hvorfor jeg kiggede så meget ud af vinduet, havde jeg ikke svar på rede hånd. Jeg fik dog fremstammet, at vi skulle ud for at spille fodbold. Mor kiggede en ekstra gang på mig og sagde" Kan du se bolden i det her mørke”?  Jeg sagde, at vi ville spille under gadelampen. Efter aftensmaden skyndte jeg mig op på mit værelse. Jeg fandt hurtigt min stavlygte frem. Jeg havde fået den i julegave. Den var nikkelforkrommet og til fem batterier, desuden kunne den indstilles til både rød og grøn farve. Da jeg kom ud på vejen var Per og Erik der allerede. Per tog sit lommeur op af lommen og kiggede på det. Han stod længe med uret i hånden. Uden at tage blikket fra uret meddelte han os, at fra og med nu måtte vi ikke tale sammen. Erik og jeg nikkede alt hvad vi havde lært. Han fortsatte. -  “Jeg går forrest. Når jeg tænder det røde lys, må I ikke gå videre. Vi nikkede.-  “Når jeg lyser med den grønne farve, er der fri bane. Og således informeret satte kolonnen sig i bevægelse. Vi sneg os foroverbøjet langs hækkene med fuldt lys på alle tre stavlygter. Vi havde ikke gået langt. Da vores hund, en lille foxterrier kom pilende og hoppede lystigt op af mig.  “Gå hjem med dig råbte jeg”. Per der hverken havde set eller hørt hunden, vendte sig hurtigt om. “Så hold da kæft, din idiot”  “Jamen det er Pelle”, sagde jeg. “Jeg er sgu da ligeglad, sagde Per. “Få så den satans køter til at holde kæft”. Jeg fik fat i Pelles halsbånd.- “Jeg går hjem med ham,” sagde jeg. Per og Erik nikkede, men jeg kunne se, at de tænkte åndssvage idiot, nu er det hele ødelagt. Jeg trak af med hunden. Fem minutter efter var jeg tilbage igen. Per og Erik stod og svingede med det røde lys tændt. “Nu håber jeg, sateme ikke vi ser den åndssvag køter igen” sagde Per. “Nej” sagde jeg undskyldende. “Jeg har lukket den inde i vores garage”. “Hvad fanden bruger I iøvrigt den møgkøter til”?, sagde Erik. Jeg svarede ikke, men sendte ham et vredt blik. Jeg vidste han sagde det fordi Pelle en dag havde jaget deres kat op i en telefonpæl. Der havde været et vældigt postyr. Katten kunne ikke komme ned, fordi Pelle lå under masten, og vågede. Min far fortalte mig, at katte var fantastiske til at kravle op i master og træer, men at deres klør ikke kunne bruges når de skulle klatre ned igen. Det var først da Eriks og Pers far kom hjem fra arbejde, at katten kunne komme ned ved hjælp af en stige. -  “Skal vi så komme videre” sagde Per. Vi fortsatte.

Kort efter var vi i udkanten af vores gade. Vi drejede ned af en lille sti, der førte hen til et gammelt villakvarter. Pludselig stoppede Per op med det resultat, at vi stødte ind i hinanden. En mand kom gående med sin hund. Vi krøb forskrækkede sammen bag en hæk.- “Sluk den lygte”hvæsede Per til Erik. Jeg havde stukket min lygte i lommen og havde helt glemt den, da jeg løb hjem med Pelle. Mandens hund begyndte at knurre, samtidig med at den sprang frem i tøjret.- “Nå! nå! King, kan du så slappe lidt af og lade drengene være”. Pludselig følte vi os meget flove. Vi havde planlagt det hele ganske nøje. Vi havde aftalt lyssignaler og ingen snak. Alligevel var vi blevet afsløret. “I er måske ude for at øve jer til Nytårsaften”, sagde manden, mens han grinende trak hunden med sig. Vi sagde ikke noget. Vi følte at det hele var gået i vasken. Per tog sit ur frem lyste på skiven og sagde; “klokken er ikke så mange, vi har tid nok, vi går over på alderdomshjemmet grund” sagde Per. “Derfra kan vi komme over i Poulsens have”. Erik og jeg turde ikke sige ham imod, vi fulgte med bag ham langs diget ind til alderdomshjemmet. Vi listede os gennem haven, og kom frem til Poulsens grund. 

Vi lavede forsigtigt et hul i hækken, og krøb langsomt igennem. Jeg var sidste mand. Jeg syntes det varede en evighed, inden det blev min tur. Per anbefalede, at vi gik over til almindelig lys, og at vi kun måtte bruge morseknappen på stavlygten. “Så lyser I kun et kort øjeblik” hviskede Per. Vi fortsatte i gåsegang over imod et lille skur, der stod i haven. Vi trykkede på morseknappen et kort øjeblik, og lyste ind af vinduerne. Inde i skuret stod et lille bord samt nogle opstablede sommerstole. Langs den ene væg modsat vinduerne stod i massevis af stablede æblekasser, som alle var fyldte. Vi slukkede lygterne igen, og sneg os hen til døren. Ingen af os sagde noget. Døren var låst. I den ene gavl var der et lille vindue, som stod på klem. Per listede hånden op til vinduet og fik stukket hånden indenfor og haspede krogen af. Per kiggede på Erik, og hviskede.- “Jeg løfter dig op, så kan du kravle ind af vinduet, når du komme ind, kan du åbne et af de andre vinduer” Erik kiggede forskræmt på Per og sagde. “Det tør jeg ikke” . “Jeg vidste du var en pivski”, sagde han, og vendte sig mod mig.- “Så gør du det!”

Jeg turde ikke sige ham imod, og tænkte samtidig på den der med fingeren, der kørte henover halsen. Per løftede mig op. Jeg kunne lige akkurat klemme mig igennem vinduesåbningen. Inde i skuret var der bælgmørk. Jeg famlede mig hen til de vinduer, som vi havde lyst ind af. Mit hjerte hamrede og jeg var hunderæd. Tænk hvis jeg ikke kunne få vinduet op, hvordan skulle jeg så komme ud igen. Vinduet var heldigvis nemt at åbne. Jeg skubbede vinduet helt op. Per lyste mig lige i øjnene, så jeg blev totalt blændet. ”Det var da nemt nok! var det ikke!” Sagde han. “Jo, jo!” Fremstammede jeg. Jeg følte mig faktisk rigtig stolt. Jeg turde, selvom jeg var hunderæd. Jeg kiggede hen på Erik, han sendte mig et blik, der sagde - Jeg kunne da sagtens have kravlet ind af det vindue. På en eller anden måde følte jeg mig pludselig meget større end Erik, selvom vi var jævnaldrende. Inden længe var vi etableret omkring bordet i hver sin stol med favnen fuld af æbler. Vi spiste kun halvdelen af hvert æble, inden vi tog fat på et nyt. Jeg ved ikke hvor længe vi havde siddet der, men efter æbleskrogene at dømme måske en god halv time. Vi blev mere og mere modige. Vi lyste rundt i skuret med vores lygter både i rødt og grønt, og vi morede os højlydt. Vi fandt en brun papirspose frem, som vi ville fylde, og tage med os. Pludselig hørte vi nogen ved døren. En nøgle blev stukket i nøglehullet, og i det samme var hele huset oplyst af en lampe, der hang i loftet.- “Jamen dog!” Var der en mand, der sagde. Det var Poulsen. Vi har nok fået gæster.

Mit hjerte stod stille, halsen snørede sig sammen. Erik sprang op, og gad sig til at tude.- “Vi skal nok betale for æblerne” fik Per fremstammet. Poulsen kiggede rundt i skuret, idet han sagde.- “Nu må I hellere få ryddet lidt op i det her griseri, I har lavet på gulvet” Vi kiggede ned, og så, at hele gulvet flød med æbleskrog. “I kan komme skrogene i den pose der”, sagde Poulsen. I en fart fik vi samlet skrogene op i posen. Per var nu blevet lidt modigere, og sagde.- “Vi kan sagtens vaske gulvet” “Nej det klarer jeg selv” sagde Poulsen. Da vi var færdige, gav jeg posen til Poulsen. “Tak for det”, sagde han. “Nå! Men nu tror jeg, vi skal gå ind, så I kan hilse på min kone” Ingen af os vidste, hvad vi skulle sige – men vi fik dog fremstammet et meget svagt – Ja.- “Jamen, så skal I bare følge bagefter mig, sagde Poulsen. Vi fulgte efter Poulsen nedad havegangen og hen til kælderskakten. Poulsen strakte hånden ud. “Ja men så værsgo”, sagde han.- “Gå I nu bare ned i kælderen.- I kan tage en avis, og sætte jeres støvler på”, sagde han, samtidig med at han pegede på en stak aviser, der stod langs væggen. Vi trak forsigtigt støvlede af, og stillede dem pænt på aviserne.

“Marie, Marie!” Råbte Poulsen fra kælderen - “Marie vi har fået gæster. Poulsens kone Marie, kom til syne i døren ned til kælderen.- “Jamen dog”sagde hun. - “Har vi fået gæster” “Værsgo går I nu bare ovenpå”sagde Poulsen. Vi listede på strømpefødder op af den ferniserede trappe. Marie stod ovenfor trappen, og bød os velkommen. Vi stod tæt sammen, og følte os pinligt berørt. “Skal vi ikke byde vores gæster ind i stuen”, sagde Poulsen henvendt til sin kone. “Jo, Jo” Sagde Marie, og åbnede døren til stuen.Vi blev stående. Ingen af os havde mod til, at gå ind i stuen. - “Jamen vores bukser er beskidte,” sagde Per.- “Så finder jeg da lige en avis, I kan sidde på” Marie fandt nogle gamle aviser, og lagde dem i sofaen. Vi satte os på aviserne helt ude på kanten. Vi kiggede på hinanden, men ingen af os sagde noget. Poulsen satte sig i en lænestol lige overfor os, og sagde. “Hvad må vi byde på” Vi vidste ikke, hvad vi skulle svare. Vi sad bare der meget nervøse, og usikre på hvad der skulle ske. “Når I nu ikke ved, hvad I kunne tænke jer, må vi så ikke byde på et æble” Vi nikkede. Marie kom ind, og stillede en stor skål frugt på bordet.- “Nu skal I værsgo, at spise alt det I har lyst til” Per rakte hånden ud og tog en stor rødt æble.. Forsigtigt rakte Erik og jeg også ud efter et. Da vi havde spist æblet. Sad vi igen og kiggede forskræmt omkrig.- “Spis nu endelig... Vi har mere frugt” sagde Marie. Da vi efter ca. en halvtimes tid havde konsumeret adskillige æbler, kunne vi ikke spise mere. Det føltes som om maven var ved at revne.- “Det kan da ikke passes” sagde Poulsen – “tag nu et stykke frugt mere” Vi tude ikke andet. Med opbydelse af de allersidste kræfter tog vi endnu et æble. Vi fik dog kun taget et enkelt lille bid – da Erik pludselig begyndte, at tude. - “Jeg kan ikke spise mere, jeg har så ondt i min mave. Græd han- “Jamen! Så vil vi sige tak for i aften” sagde Poulsen. Vi skyndte at rejse os. Da vi stod i kælderen, havde vi det største besvær med at komme i vores støvler. Vores maver rumlede, og det føltes som kunne den eksplodere hvad øjeblik det skulle være.- “Tak for i aften” sagde Pulsen ude ved havelågen. “Skulle I nu få lyst til mere frugt, så kom I bare igen, men bank bare på fordøren, så I kan komme ind og sidde i varmen, det må da være bedre, end at sidde ude i skuret”. På vej hjemover sagde vi ikke meget til hinanden. Vi var dog enige om at vi ikke ville fortælle aftenens oplevelser til nogen. De efterfølgende dage fik jeg kvalme når nogen tilbød mig et stykke frugt. Der findes mange pædagoger og pædagogikker. Poulsen er uden tvivl én af de største pædagoger jeg har mødt og ikke at forglemme hans pædagogik. Tænk på hvor mange unge mennesker, der kunne være hjulpet videre i livet, hvis der fandtes flere typer, som Poulsen. Eneste minus ved denne oplevelse - jeg har efterfølgende aldrig været vild med æbler.

Hent BlueMail for Desktop