Mogens Skel

Der var engang en mand og en kone, der havde en gammel kat der hed Mogens Skel. Navnet havde den fået fordi den skelede kraftigt på begge øjne.
En dag sad manden og konen og talte om, hvor doven og lad katten var blevet.
"Den gider snart ikke rejse sig mere. Kommer der en mus forbi åbner den knap øjnene". "Ja, jeg tror vi skiller os af med den". Sagde manden
Godt nok var Mogens Skel ikke længere så frisk og rørig, men dårlig til at høre var han ikke, han opfangede alt, hvad manden og konen talte om.

Mogens Skel blev smidt på porten og nu gik den rundt i byens gader og havde det rigtigt skidt med sig selv. Alt mens den gik og jamrede, hørte den en mus, der sad under rist, - sige - "Hvad er du så ked af?" Mogens Skel fortalte musen den triste historie om, at han var var blevet smidt på porten. Da musen hørte den historie, trøstede den Mogens Skel alt det den kunne. Mogens Skel blev glad og erklærede hele sin kærlighed til musen, der til sidst gik ind på, at flytte sammen med katten og føre fælles husholdning.

"Nu må vi samle sammen til vinteren, så vi ikke kommer til at sulte," sagde katten, "og du må være meget forsigtig, så du ikke falder i en fælde." De fik fat i en krukke fedt, men kunne ikke blive enige om, hvor de skulle gemme den. Katten tænkte sig længe om og endelig sagde den: "Vi kan ikke stille den noget sikrere sted end i kirken, der er der ingen, som tør tage noget. Vi sætter den under alteret og rører den ikke, før vi er hårdt nødt til det." Krukken blev altså bragt i sikkerhed der, men det varede ikke ret længe, førend katten fik lyst til at smage på fedtet. En dag sagde den til musen: "Det er sandt, lille mus, jeg er bedt til barnedåb hos min kusine. Hun har født en søn, der er hvid med brune pletter, ham skal jeg stå fadder til. Du kan nok sørge for huset alene i morgen." - "Gå du kun i Guds navn," svarede musen, "og tænk på mig, når du spiser noget godt. Jeg kunne også nok have lyst til at smage den søde, vin." Det var imidlertid slet ikke sandt, at katten skulle til barnedåb, den havde ikke en gang nogen kusine. Den gik lige hen i kirken  åbnede døren og sneg sig forsigtigt op til alteret  og fandt krukken med fedt og slikkede den øverste fede hinde af. Så gik den sig en tur på byens tage, så sig om og solede sig og slikkede sig om munden, hver gang den tænkte på fedtet. Først om aftenen kom den hjem igen. "Nå, er du der," sagde musen, "du har nok moret dig godt. "Åja," svarede katten. "Hvad kom barnet til at hedde?" spurgte musen. "Hindenaf," sagde katten. "Hindenaf," råbte musen, "det var dog et mærkeligt navn. Bruger man det i jeres familie?" - "Tag den med ro," sagde katten, "det er da lige så godt som brødkrummetyv, sådan som din gudsøn hedder."

Kort tid efter blev katten igen lækkersulten. "Du må gøre mig den tjeneste igen i dag at passe på huset," sagde den til musen, "jeg er atter bedt til barnedåb, og da barnet har en hvid ring om halsen, kan jeg ikke sige nej." Den skikkelige mus gjorde ingen indvendinger, og katten listede sig ind i kirken og spiste halvdelen af fedtet. "Der er dog ingenting, der smager så godt, som det man selv spiser," tænkte den, velfornøjet med sit dagværk. Da den kom hjem, spurgte musen: "Hvad kom så dette barn til at hedde?" - "Halvtforbi," svarede katten. "Halvtforbi! Det var dog løjerligt. Det navn har jeg aldrig hørt," sagde musen forundret, "jeg tør vædde, det står ikke i kalenderen."

Det varede ikke længe, før kattens tænder igen løb i vand. "Alle gode gange tre," sagde den til musen, "i dag skal jeg igen til barnedåb. Barnet er helt sort med hvide poter, og ellers ikke et hvidt hår på hele kroppen. Sådan noget sker højst hvertandet år. Du har vel ikke noget imod, at jeg går derhen?" - "Hindenaf, Halvtforbi, det er sådan nogle mærkelige navne," svarede musen, "de får mig til at tænke på så mange ting." - "Du sidder herhjemme i din grå vadmelskjole og fanger griller," sagde katten, "det kommer der af aldrig at gå ud om dagen." Mens katten var borte, gjorde musen orden i hele huset. Katten listede sig imidlertid hen og spiste fedtet helt op. "Når det hele er ædt, får sjælen ro," sagde den til sig selv, og først ved nattetid kom den hjem, tyk og mat.

Musen spurgte straks, hvad det tredie barn var kommet til at hedde: "Det navn vil du vel heller ikke kunne lide," sagde katten, "det hedder Heltforbi." - "Heltforbi," råbte musen, "det navn har jeg endnu aldrig set på tryk. Heltforbi, hvad skal det sige?" Den rystede på hovedet, rullede sig sammen og lagde sig til at sove.

Nu blev katten aldrig mere bedt til barnedåb. Da det blev vinter, og de ikke kunne finde mere føde, tænkte musen på deres vinterforråd og sagde til katten: "Kom, lad os gå hen og hente det fedt, vi har gemt, det skal smage godt." - "Ja, det tror jeg," svarede katten, "det vil vist smage, som når man rækker tungen ud af vinduet." De begav sig på vej, og da de kom til kirken, stod krukken der nok, men den var tom. "Åh," peb musen, "nu kan jeg forstå det hele. Nu kommer det nok for dagen, hvor god en ven, du har været mig. Du har spist det altsammen, dengang du sagde du var til barnedåb. Først hinden, så det halve, så..." - "Vil du holde mund," råbte katten, "hvis du siger et eneste ord til, æder jeg dig."
"Det hele," havde den stakkels lille mus allerede på tungen, men næppe havde den sagt det, før katten sprang ind på den, greb den og åd den. Moralen er du en mus - bliv da aldrig venner med en kat.

• Ingen etiketter