Tjålen

Endelig efter flere dages snestorm, er der ophold i vejrliget. Sneen ligger i store driver, nogle steder helt op til hustagene. Alle veje til og fra byen er totalt lukkede. Skolen har været lukket i 3 dage til stor glæde for alle børnene, som nu igen er kommet ud for at lege i sneen. De voksne fortæller at det sikkert ingen skolegang bliver, førend vejene er åbne igen. Jeg og fire andre drenge har bygget to snehuler. Herfra leger vi krig. Vi angriber hinanden med snebolde, en leg vi får masser af tid til at gå med. Henover marken kommer en kane trukket af et par heste, det er Chr. Lund, som er på vej til byen. På seletøjet er der monteret en lille klokke, som klemter med en klar fin lyd. Vi får lov til, at køre med ned til byen. Ved købmanden midt på torvet gør han holdt og vi hopper af. Vi møder nogle andre legekammerater og sammen går vi op til kirken, som ligger på det højeste sted i byen. Vi kører på slæde nedad kirkebakken. Lidt senere går vi gennem kirkegården op til det gamle gartneri, som lige er blevet revet ned. Gartneriet ligger lige udenfor kirkegården og efter nedrivningen, er det meningen, at jorden skal lægges til den eksisterende kirkegård. Vi leger lidt i de gamle bygninger og kan ikke dy os for at kaste snebolde efter et par steder, hvor der endnu sidder glas.

Midt på gårdspladsen er der stablet nogle brædder, herfra morer vi os med at springe ned i sneen, som også her ligger i store driver. På et tidspunkt kommer Leif løbene forbi et sted hvor, der er stablet en masse mursten. Jørgen og jeg står oppe på stenene.” Hov" råber Leif" Her er et hul".  Vi kan se hans ene ben forsvinder ned i hullet. Han trækker skyndsomt benet til sig og går lidt væk. Jørgen hopper ned fra murstenene og jeg følger efter. Lige i det jeg rammer sneen ud fra den side, hvor jeg stod,  forsvinder jeg bogstaveligt talt fra jordens overflade - ned i en brønd. I et kort sekund, som føles uendelig langt bliver alt sort omkring mig, da vandet i brønden lukker sig omkring min krop. Det efterfølgende står på nogle områder stadig i frisk erindring, endskønt det er over 60 år siden. 

Jeg er utrolig heldig, jeg står på brøndens bund og har lige akkurat hovedet over vandet. Der er ingen panik. Jeg kigger mig omkring og kan se, at der ca. er 3 -4 meter op til overfladen. Jeg får øje på nogle steder, hvor der mangler flere mursten i brøndens væg. Jeg sætter hånden ind i et af hullerne og forsøger, at trække mig op, men resultatet er blot, at jeg river flere mursten ud. Lige inden jeg faldt i, husker jeg, at jeg så en stige, der hang på en væg. Jørgen sad oppe på kanten og kiggede ned. Jeg fortalte ham om stigen, men han svarede, at de havde prøvet, men at den var rådden og gik fra hinanden, da de tog den ned fra væggen. Jeg ved ikke hvor længe jeg stod i vand til halsen, men mærkeligt nok følte jeg ikke, at jeg frøs særligt meget. Jørgens bror Erik, havde fundet en lang lægte, som han stak ned til mig, men også den var halvrådden og knækkede, da jeg forsøgte at hive mig op af den. Så lang tid, at jeg kunne se mine kammerater oppe på kanten, var jeg forholdsvis rolig, men panikken sneg ind over mig, hvis jeg ikke kunne se og høre dem. De er sikkert gået hjem tænkte jeg, da ingen svarede når jeg råbte. I mellemtiden var Per løbet ud på vejen for at stoppe nogle voksne, en anden var løbet over på alderdomshjemmet, som lå overfor. Pludselig kunne jeg høre voksne stemmer ovenfor brønden. "Nu skal du bare tage det roligt lille ven". Det var byens mejerist, der lå på knæ og talte roligt ned til mig. Jeg kunne ikke tale, mine tænder klappede i munden, nu havde kulden fået tag i mig."Nu skal du løfte dine arme op over vandet og trække den lasso jeg sænker ned til dig, ned under dine arme. Hold godt fast i rebet med begge hænder. Jeg fik fat i lassoen og gjorde, som han havde sagt. Jeg kunne mærke hvordan rebet blev strammet og at jeg langsomt blev løftet op af brønden. Da jeg var så langt oppe tog mejeristen fat i min ene hånd og trak mig det sidste stykke. Da jeg igen havde fået fast grund under fødderne, kunne jeg se, at der var kommet masser af menneske til. Jeg frøs nu helt vildt og rystede over hele kroppen. En ansat på alderdomshjemmet lagde et tæppe over mig, og sagde, at jeg skulle skynde mig hjem og få tørt tøj på. 

Da jeg kom hjem og fortalte, at jeg var faldet i tjålen oppe på Madsens gartneri, blev der gjort klar til et varmt bad i zinkbaljen. Derudover blev der ikke gjort en større sag ud af det. Da jeg havde fået et varmt bad og tørt tøj på, var jeg igen klar til at komme ud og lege i sneen. De følgende dage var jeg et af de mest omtalte børn i byen. I skolen måtte jeg igen og igen fortælle om turen ned i det kolde vand. Mange voksne stoppede mig på gaden og spurgte, hvordan det var gået til. Specielt var der èn der sagde "Ja min dreng, du kunne såmænd sagtens have været den første, der var blevet begravet på den ny kirkegård. Jeg husker ikke, at der blev en sag ud af hændelsen. Heller ikke, at tjålen blev dækket til. Devisen var, at vi bare kunne holde os væk og intet havde at gøre på stedet. Havde hændelsen fundet sted i dagens Danmark, så havde ejeren sikkert fået en kæmpe bøde, for at have ladt en brønd stå udækket, og ydermere måtte betale en eller anden form for erstatning til skadeslidte. I dag bor jeg lige ved siden af kirken, jeg går tit op på kirkegården, og finder stedet, hvor barndommens kåde leg nemt kunne have udviklet sig til en tragisk hændelse.

Hent BlueMail til Mobile