I politiets klør

Kulden tog til og gik gennem marv og ben. Vi kendte ikke til termotøj, dynejakker med tilhørende bukser og støvler. Vi gik for det meste i bomuld og hjemstrikkede strømper. Var vi heldige fik vi et par vikingestrømper, med dem på kunne vi så nogenlunde holde varme i et par ganske almindelige gummistøvler.  Vores hænder myldrede for et godt ord. Vores vanter var som strømperne hjemstrikkede. Vi skulle ikke være ude i ret lang tid førend de var våde, hvis der kom sne i støvlerne, hvad der ofte gjorde. Sidst på dagen, når frosten igen satte ind, så kunne vi, når vi træk af vores bukser stille dem i kælderen, så stod bukserne stive som en pind. Mærkeligt nok var vi sjældent syge på trods af, at vi frøs med maner. 

-“Vi får snart mere sne” sagde min far. Og ganske rigtigt nogle dage senere begyndte det at sne. Ikke bare sådan lidt sne hist og pist. Nej! Sneen væltede ned, det var som der blev åbnet for alle sluser, og inden længe lå sneen, som et tykt tæppe henover hele landskabet. Jeg er ikke sikker på, at vi så skønheden i det snedækkede landskab. Sneen var for os signal til slædekørsel, sneboldkampe, og bygning af snehuler. Og det bedste ved det hele var, at vi var sikre på at sneen blev liggende, mere end et par uger. Dengang havde vi sne i flere måneder. Opstod der dage med tøvejr og lidt af sneen forsvandt, gav det ikke os grund til bekymring. Vi viste så sikkert som amen i kirken, at få dage senere ville der falde igen.

En dag sidst i januar, satte der en gevaldig snestorm ind. I flere dage sneede det kraftigt, samtidig med en hård blæst fra nord. Når jeg senere har fortalt, at vi først på fjerdedagen fik opholdsvejr med solskin, og sneen nogle steder lå helt op til trådene på daværende telefonpæle, er det de færreste der tror derpå. Men ikke desto mindre var det hvad vi kunne opleve dengang i halvtredserne. Det bedste ved al den sne var, at skolen måtte lukke, fordi alle veje i sagens natur var lukkede. Kun bønderne på landet kunne komme frem ved hjælp af deres hestetrukne kaner, som dengang ikke var et særsyn.

Dengang fandtes der ikke moderne snerydningskøretøjer. I den lille landsby foregik snerydningen på ganske traditionel vis. Kommunen havde dog året før fået en lastbil med dertilhørende spidsplov. Men med de snemasser, der lå på vejene, havde lastbilen ikke kraft nok til at flytte sneen. I stedet rekvirerede kommunen et stort antal arbejdsmænd, hvis normale arbejde ikke kunne gennemføres på grund af sneen. Disse mænd blev udstyret med langskovle, i grupper på ca. tyve mænd.

Snerydningen foregik ved at man gravede sneen væk i kasser dvs. man lod en mur på et par meter stå, derefter fjernede de sneen i en længde på seks til otte meter, så lod de igen en mur på et par meter eller tre stå. Sådan forsatte de skiftevis de steder, hvor sneen lå i op til fire fem meters højde. Højdepunktet for os unger var når sneploven skulle vælte de mure, der stod imellem de udgravede steder. Jeg glemmer aldrig det flotte syn og kaskader af sne, der fløj til alle sider når sneploven kørte for fuld kraft ind i sneen.

Efter at mandskabet og sneploven havde ryddet vejene, gik vi drenge i gang med at bygge snevolde, på hver side af vejen. De der boede på samme side eller var naboer, holdt selvfølgelig sammen og kom på samme hold. Reglerne var enkle, det handlede kun om at ramme hinanden. En sådan sneboldkamp kunne sagtens vare flere timer.

Det bedste var faktisk, at der hvor vi boede, lige i udkanten af byen, kunne vi være ude om aftenen og se ved hjælp af lys fra en gadelampe. Gadelysene stod med stor afstand og bestod af en pære, der sad bag en glaskuppel. Disse lamper var i øvrigt ofte udsat for snebolde, men vi værnede meget om gadelampen på vores ende af vejen, fordi vi som sagt kunne lege ude, længe efter at mørket faldt på.

Det var på sådan en aften, at Per, hans bror Erik og jeg fik den ide, at man også kunne kaste snebolde på de enkelte biler, der dog trods alt fandtes i byen, og som engang imellem kom forbi på vores vej. Mørket havde sænket sig og efter aftensmaden mødtes vi ude på vejen. På vores vej lå der kun tre huse og i det sidste hus for enden af vejen boede Per og Erik. På begge sider af vejen var der høje skrænter, som nu yderligere var blevet højere på grund af det opkastede sne fra snerydningsholdene. På en af skrænterne havde vi bygget en hule, og herfra havde vi udsigt over det meste af vejen.Vi morede os med at kaste snebolde efter en snemand, som vi havde bygget nogle dagen forinden.Midt under denne leg råbte jeg - “der kommer en bil!”

Længere ude af vejen kunne vi se lysene fra en bil. Vi var ikke i stand til at bedømme, hvis bil det var. Vi antog det for at være Kresten Pedersen, en grisehandler, som transporterede grise i sin lille lastbil. Ham så vi ofte flere gange om ugen køre forbi. I en fart fik vi samlet en anseelig bunke snebolde, fra vores lager i hulen. Udstyret med fem seks snebolde hver, lagde vi os på lur og ventede til Kresten Pedersen kom forbi. Idet bilen var ca. ud for, hvor vi lå, rejste vi os i samlet flok og bombarderede bilen. I vores eufori sansede vi ikke, hvad det var, vi var i gang med. Vi skulle til at fortsætte, da bilen pludselig standsede. Et kort øjeblik efter stod manden, der kørte bilen ud på vejen.

“Hvad fanden har i gang knægte, vil I øjeblikkelig komme herned” Først nu kunne vi se, hvilken bil vi havde kastet snebolde på. Nede på vejen stod en politibetjent, og så meget vred ud. Mit hjerte hamrede i mit bryst og jeg følte en stivhed brede sig over hele kroppen. Jeg ville stikke af, men mine ben ville ikke røre sig. Tusinde tanker for igennem min hjerne. Fængsel, tæsk, børnehjem og det der var værre.

“Kom herned for fanden og det skal være nu”.

Langsomt meget langsomt gled vi ned af skrænten, og stod nu skælvende foran betjenten. Hvis politimanden føltes stor selv da vi stod oppe på skrænten, var det intet at regne i mod nu. Han tårnede sig op foran os.

“Er I klar over, at det her, er en alvorlig sag?”

“Jeg er nødt til at notere jer i min bog”.

“Hvad hedder I?”

“Hvor bor I?”

“Hvad hedder jeres forældre?”

Spørgsmålene haglede nedover os. Med bævende stemme blandet med gråd og snot fortalte vi, hvad vi hed og hvor vi boede.

“Ja så er det noteret”.

Da han var færdig med at skrive i sin bog, trådte han helt hen til os og inden vi nåede at reagere, havde vi alle tre fået en syngende lussing.

Da han kørte var vi helt fra koncepterne. Vi stod som forstenede og viste, hverken ud eller ind. Erik græd som vanlig. Per og jeg forsøgte, at se ud, som om det ikke påvirkede os, men så man efter i det svage gadelys, ville man kunne se, hvordan frygten stod malet i ansigterne på os. Vi viste ikke hvad vi skulle gøre, vi gik hver til sit uden et ord.

Da jeg kom hjem tog jeg mit tøj af, listede stille ind i stuen, og sagde godnat.  Jeg har det ikke så godt. Jeg går i min seng. “ Er du dårlig”? spurgte min mor. “Ja”  svarede jeg, og forlod stuen.Lidt senere kom min far op på værelset og spurgte til mit helbred. Jeg lå under dynen og rystede over hele kroppen.“Hvad er der galt”? spurgte far.  “Jeg har ondt i maven”, svarede jeg. “Nå, men giv dig nu til at sove, så har du det nok bedre i morgen - godnat og sov godt” Jeg sov ikke godt. Næste morgen da min mor kom og kaldte, var jeg allerede vågen. “Jeg kan ikke gå i skole” sagde jeg. “Jeg har ondt i maven” Jeg fik lov at blive hjemme.

Da jeg dagen efter mødte Per og Erik på vej til skole, spurgte jeg om de havde hørt noget, men de havde ligesom jeg, heller ikke hørt noget fra politiet. Betjenten havde åbenbart ikke skrevet til vores forældre endnu. Dagene gik og dermed kom vi mere og mere på afstand af den forfærdelig historie,  der gik lang tid før vi igen var rolige og turde tro på, at der ikke skete mere. Men vi fik forfærdelige associationer når vi senere så  - eller hørte om politiet.

Først nogle år senere fik vi at vide, at det var landbetjenten fra en lidt større by, der var årsag til vores frygt. Han var kendt for at være den kontante type, som afregnede på stedet. Det var ikke ualmindelig, at han tilbød unge mennesker, der havde begået lidt hærværk eller andre banaliteter, som slagsmål og lign, at de kunne vælge at komme med på stationen, eller afregne på stedet med et par raske lussinger. Dengang valgte de fleste unge et par på hovedet..