Kattene fra Lønstrup

Af Anders Lund Hansen

Kapitel 1

 Solen bevægede sig langsomt op over horisonten. De første stråler tittede ind af vinduet på øverste etage og ramte Miss Gråpus. Hun lå lidt og missede med øjnene, strakte sig på stolen og skød ryg. Hun hoppede ned fra stolen, og gik som vanligt nedad trappen – det var tid for morgenmad. Idet hun gik forbi den franske dør til køkkenet, så hun en hvid kat, der stod på bagben og kiggede udad af ruderne i døren. Hun fik et mindre chok, hun havde fuldstændigt glemt den nye kat. En dyb knurrende lyd kom rullende op fra maveregionen og i næste nu sprang Miss Gråpus op på ruden. På den anden side stod den hvide kat og kiggede på Miss Gråpus. Sikke dog en opførsel tænkte den. Hvilken furie. Hvis det her skulle være dens nye hjem, så var det ikke en særlig god velkomst. Hysteriske hunkat. 

Lord Baringthon sådan hed den nye kat. Den var af engelsk afstamning. Skønt dens fine baggrund kaldte hans menneskefamilie ham for Bamse. Men herregud tænkte Lord Baringthon, hvis det kan more dem, så lad dem dog. Lord Baringthon var ca. tre år gammel. Han var kridhvid, og havde et meget godmodigt gentleman udtryk. Et udtryk der på ingen måde snød betragteren. Lord Baringthon var katten, som man kun kunne holde af. Bevares han var sin egen og bestemte helt i eget tempo, hvornår der skulle leges og kæles. Den havde ført en lidt omtumlet tilværelse. Flere gange havde den måttet flytte bopæl. Det værste var dog, at den måtte flytte fra sin menneskemor. Dette skyldes menneskemoderens kæreste, der desværre var overfølsom over for katte. Det var en sorgens dag, da kassen blev taget frem. Lord Baringthon gik som vanligt majestætisk ind i kassen, uden at vide, hvilken skæbne der ventede ham. Turen gik til en større provinsby i det nordjyske. Her var det meningen, at Lord Baringthon skulle opholde sig indtil kattemor fandt nyt hjem til ham. Men heldigvis ville skæbnen, at Lord Baringthon snart skulle vende tilbage - ganske vist ikke til sin første menneskemor, men til nogen der var i tæt familie dermed. Lord Baringthon endte ude ved vestkysten, i den lille by bag de lerede skrænter. Hans nye menneskemor vidste sig nemlig at være i familie med hans første menneskemor - idet det var hendes datter.

Lord Baringthon var det nye og fortryllende samlepunkt i familien. Han spillede på alle tangenter.  Han brugte al sin charme for at score point. Dagligt lavede han små numre, som hans menneskefamilie fandt uhyre morsomt. Latteren ville ingen ende tage når han småsnakkende gav utryk for sin beklagelse over, at han fik for lidt opmærksomhed. En af hans yndlingsbeskæftigelse var at jage laser-lys. Når herren i huset endelig tog laserpennen frem, kastede Lord Baringthon sig ud i et vildt ridt rundt i stuen, op og nedad væggene alt imedens han snakkede på livet løs. Han glemte aldrig sin fine afstamning, flere gange om ugen forlangte han, at blive pudset og redt af sin menneskemor. Han var ikke tilfreds, hvis den seance varede under en halv time. Bagefter lagde han sig på ryggen foran brændeovnen og tog et flere timers varmebad. Når dette stod på ville han ikke forstyrres, ingen måtte komme ham for nær, skete det trak han sig lidt væk på for den måde, at fortælle fredsforstyrreren, at han ikke ønskede nogen form forkontakt.

Lord Baringthon havde et par dårlige vaner. Han elskede syltetøj og tun i dåse. Han spiste dog ikke alle former for tun. Han foretræk tun i vand. Anderledes forholdt det sig dog med syltetøj. Her havde han ingen favorit mærke, når blot han kunne få lov til at slikke en teske, hvorpå der havde været syltetøj, var han særdeles veltilpas. Han kunne ligge nok så dvask i sit daglige varmebad, og være langt inde i drømmeland, men hørte han først en teske, der blev slået mod et glas, var han lysvågen, og stod få øjeblikke efter i køkkenet for at nyde sit ”slik”. Sådan gik dagene. Lord Baringthon opholdt sig på den sikre side af den franske dør. Miss Gråpus på den anden. En dag prøvede hans menneskemor, at åbnede den franske dør, for at give Lord Baringthon lov til at pionere lidt rundt i huset. Forsigtigt snusede han til de steder, hvor Miss Gråpus havde været. Han listede forsigtigt opad trappen til den etage, hvor Miss Gråpus opholdt sig. Pludselig lød der en hvæsen og knurren og Lord Baringthon kom flyvende nedad trappen med Miss Gråpus i hælene. Forfærdet løb han tilbage til stuen fortørnet over Miss Gråpus’ handling. Som dagene gik forsøgte Lord Baringthon igen og igen, at få kontakt til Miss Gråpus, men hver gang med samme dårlige resultat. Hun ville på ingen måde acceptere hans tilstedeværelse - endsige hans tilnærmelser. Men Lord Baringthon var ikke en engelsk gentlemen for ingen ting. Han forsøgte atter med al sin charme. Men intet lykkedes. Fruen i huset løftede ham rundt i stedet, for at vise ham husets øvrige rum. Hver gang med Miss Gråpus, som fornærmet tilskuer.

 

Kapitel 2.                                                                                                                                                             

En dag sad Miss Gråpus udenfor på hegnet, og nød den sidste efterårssol. Lord Baringthon løb frem og tilbage mellem baggangen og køkkendøren til terrassen, og fulgte interesseret med i, hvad Miss Gråpus foretog sig. Fruen havde købt en flot sele til Lord Baringthon, som han nu fik på. Fruen åbnede døren, så han kunne gå udenfor i solen og snakke med Miss Gråpus. Men Lord Baringthon kunne absolut ikke lide, at have sele på. Han stod fuldstændigt stille og rørte sig ikke ud af stedet, men klagede højlydt sin nød. Det fik Miss Gråpus til at vende sig på hegnet. Et listigt grin bredte sig over hele hendes ansigt. Vorherre bevar mig vel tænkte hun. Meget havde hun set, men det her var ligegodt det værste. Stod fruen nu ikke der, og forsøgte at få den overlegne kat til at gå i en sele. Nej det var ligegodt for meget. Det måtte hun fortælle til nabolagets øvrige katte. Fruen bøjede sig ned og løftede Lord Baringthon op. Hun bar ham indenfor, og tog selen af ham, og straks følte Lord Baringthon sig modig igen. Selen var absolut ikke noget for ham. Udenfor på hegnet begyndte en plan at tage form i Miss Gråpus hoved. Hun sprang ned fra hegnet, og gik med raske skridt over til naboens kat. Hun havde ikke kaldt længe førend en stor sort langlemmet kat med grønt halsbånd stod foran hende.

“Hvad vil du?” sagde Mogens Skeel Og slikkede sig lystent om munden. Mogens Skeel, var en nytilflyttet kat, som Miss Gråpus, flere gange havde set luske rundt i kvarteret. Han havde en uplejet pels. Han skelede kraftigt på det ene øje, og virkede noget tung i betrækket, efter Miss Gråpus’ mening, Han var absolut ikke noget selskab for hende, men i dag kunne hun måske bruge ham, til hendes listige plan.

“Du kan godt trække tungen ind igen, og glemme alt om de beskidte tanker, du har i hovedet! Hvis du prøver på noget, så river jeg dit grimme øje ud”

“Så, så! Godt ord igen lille frøken, du kan vel tåle en spøg?”

“Jeg afgør præcis selv, hvad jeg kan tåle,” snerrede Miss Gråpus, idet hun fortsatte.

“Er du interesseret i al den mad du kan spise, samt nogle timers varme i et par nætter?” Mogens Skeel tænkte sig om, hørte han rigtigt? Al den mad du kan spise. Det var almindeligt kendt, at Mogens Skeel gik for lud og koldt vand, og at han hver aften blev smidt ud af sine mennesker, og selv på kølige efterårsaftner var det op til ham selv, at finde lidt spiseligt og et sted at sove. Mange nætter havde han siddet sammenkrøbet i et eller andet tilfældigt brændeskur. Gigten var efterhånden begyndt at plage ham, så nu så han chancen.

“Hva’ er det for mad du taler om,” spurgte Mogens Skeel?

“Senior kost af den dyreste slags” Mogens Skeel fik pludselig det største besvær med at holde på sit mundvand. Senior kost af den dyreste slags, var absolut ikke hverdagskost i hans hus.

“Jeg er med” svarede Mogens Skeel. “Men jeg kan høre på dig, at du forlanger noget til gengæld”

“Forlanger og forlanger”, sagde Miss Gråpus.

“Det eneste du skal, er, at du i nat skal krybe ind ad kattelemmen hos mig, spise al den mad der er i min skål og så strinte lidt i baggangen”.

“Det er den letteste sag i verden” sagde Mogens Skeel. “Hvornår skal jeg komme?”

“Vent til månen står stik i syd, så skal jeg sørge for, at der er fri bane”.

“Sig mig lige en gang, hvad handler det i grunden om - nok er jeg måske ikke den hurtigste kat i byen, men så dum er jeg heller ikke, hvad er bagtanken?”

“Okay sagde Miss Gråpus, men hold det her for dig selv.”  “Min menneskefamilie har gud-døde-mig investeret i en racekat, en eller anden engelsk Lord Baringthon” “Sagen er den, at denne kat fuldstændigt har fordrejet hovedet på husets frue. Hun farer dagligt rundt og opfylder den skide kats mindste mjaven. Han ligger i min bedste stol, og jeg kan ikke længere komme i stuen om aftenen. Så var det jeg fik den ide, at hvis du nu kunne spise maden og strinte lidt, så ville husets frue tro, at det var Lord Baringthon, og så ryger han garanteret ud i kulden”

“Jamen sagde Mogens Skeel, hvad nu hvis de opdager mig?”

“Det behøver du ikke være nervøs for”, sagde Miss Gråpus. “Når du har forrettet dit ærinde, så går du stille og roligt op og lægger dig i gangen ovenpå. Men du skal være ude inden det bliver morgen, ellers kan jeg ikke garantere for din sikkerhed.”

“Godt! Jeg kommer når månen står stik i syd”. Miss Gråpus vendte sig og gik glad hjemover. Tænk hvis den overlegne kat var ude af døren i morgen. Hun så allerede, hvordan hun lå i stolen i stuen og spandt lystigt, som i gamle dage.

 

Kapitel 3.                                                                                                                                                 

Termometeret sneg sig langsomt ned mod minus  5 grader. Mogens Skeel lå og dasede på sin plads foran brændeovnen..

“ Så er det ud din dovne kat - ud og fang nogle mus”!  Mogens Skeel mærkede, hvordan en skosnude blev stukket i ryggen på ham. Ud og fange nogle mus. Hvad tænkte de dog på, der er sgu’ da ingen mus, der gider løbe rundt i denne kulde. Mogens Skeel rejste sig langsomt, han vidste at der ingen kære mor gjaldt - om lidt stod han udenfor døren i den lammende kulde. Katte er sgu’ da ikke født til at være ude i så ekstrem et vejr. De skulle prøve selv tænkte Mogens Skeel.

Udenfor peb vinden i piletræerne, frosten bed i hans næse og poter. Han så op mod månen, den stod næsten i stik syd. Mogens Skeel sprang over hegnet, og kiggede over mod det gule hus på modsatte side af vejen. Han behøvede ikke at være særligt agtpågivende da han passerede vejen, der var hverken biler eller mennesker at se i miles omkreds. Han sneg sig op langs med huset, rundede hjørnet og gik stille hen mod kattelemmen. Han stod lidt og lyttede, der var intet at høre, han stak prøvende den ene pote mod kattelemmen, lemmen bevægede sig stille ind i rummet.

“Skynd dig nu”, lød Miss Gråpus hviskende stemme.

Selvom Mogens Skeel vidste, at Miss Gråpus var på den anden side af lemmen fik han nærmest et chok. Hans hjerte hamrede vildt i hans bryst, han var lige ved at løbe sin vej. 

“Så kom dog ind med dig, sagde Miss Gråpus snerrende, du lukker jo al varme ud”.

“Ja, ja rolig nu, jeg blev sgu’ da helt nervøs, det er da ikke hver dag jeg bryder ind i folks huse,”sagde Mogens Skeel

“Nu går jeg ovenpå, og så spiser du maden, den står der i hjørnet” Miss Gråpus sendte et blik i den retning, hvor maden stod. Mogens Skeel Skyndte sig over til skålen med den lækre senior kost.

“Husk nu at strinte lidt, inden du går ovenpå.”

Mogens Skeel troede knap sine egne øjne, der i skålen lå den dejligste mad han kunne forestille sig. Han gik ombord i maden med en glubende appetit. Fedt job det her tænkte Mogens Skeel. Først al det jeg kan spise, så lidt strinteri og så op i varmen. Hvem ved - måske kan jeg få lov at ligge ved siden af Miss Gråpus, hun var trods alt en lille lækker mis.

I løbet af fem minutter havde Mogens Skeel spist op. Han skulle lige til at vende sig om for at drikke lidt vand - da døren til køkkenet pludselig gik op. Mogens Skeel stivnede. Foran ham stod husets frue.

“Manfred” råbte hun med skinger stemme. “Manfred. Skynd dig, der er en stor sort kat inde i baggangen.” Mogens Skeel gik fuldstændig i panik, i et nu sprang han hen imod kattelemmen. Der lød et ordentlig brag, idet Mogens Skeel hamrede hovedet ind i kattelemmen, men den gav sig ikke en millimeter. Åh disse moderne kattelemme med både udvendig og indvendig lås, det havde Miss Gråpus ikke fortalt noget om. Igen og igen sprang Mogens Skeel mod lemmen, men lige lidt hjalp det.

“Hvad dælen laver du her” lød en brøsig mandsstemme.

Mogens Skeel lagde sig fladt ned på gulvet. Han var fanget. Han havde spillet højt spil, han havde taget en chance - for mad og en god nattesøvn, men nu turde han slet ikke tænke på hvad der ville komme. Han vendte sig om og stirrede hen imod trappen i håb om, at Miss Gråpus ville komme ham til undsætning, men der var ingen Miss Gråpus, at se nogen steder.

Hun kunne vente, hvis han slap ud af denne knibe med skindet i behold, så skulle den lede mis få med ham at gøre. Manden i huset talte beroligende til Mogens Skeel.

“Nå, nå lille ven, hvad laver du herinde?” Åh så hold da bøtte tænkte Mogens Skeel, se nu at få åbnet den dør, så jeg kan komme ud. Manden gik med rolige bevægelser hen til døren, i hånden holdt han en meget moderne fluesmækker. Hvad skal han mon bruge den til, tænkte Mogens Skeel, der er da ingen fluer på denne tid af året. Alt, alt, alt for sent opdagede Mogens Skeel, hvad meningen med fluesmækkeren var. Pludselig mærkede han et svirp bagi efterfulgt af et råb, -“Ka’ du så se at komme hjem”.

Mogens Skeel fløj ud af døren, rundt hjørnet, og i vilde spring fortsatte han hjem til sit eget hus. Han sprang ind i brændeskuret. Bag en stabel papkasser faldt han til ro. Puha tænkte Mogens Skeel, det var sgu’ da ligegodt lidt for spændende - Nå ja jeg fik da trods alt lidt at æde - og herregud et bette svirp bagi, det var da billigt sluppet. Han var vant til det der var værre. Men den skide Miss Gråpus, hun skulle ligegodt få med ham at gøre. Måske han sku’ snakke et par ord med Bølle Frans. Mogens Skeel gøs ved tanken. Bølle Frans var den værste kat i hele byen.

 

Kapitel 4                                                                                                                                                 

 

Miss Gråpus gik oppe på skrænten i sine egne tanker, hun tænkte på nattens fiasko. Der var blevet et vældigt postyr. Fruen truede med at holde alle døre og vinduer lukket. Skulle Miss Gråpus ud, så måtte den bede om det. Den kunne vel miave som andre katte, hvis den skulle ud. Heldigvis var herren lidt mere large. Miss Gråpus hørte ham sige, at han ikke troede den sorte slyngel turde komme igen. Det mente husets frue derimod - enden på det hele blev, at de ville vente og se tiden an.

 “Det var sgu’ ikke særligt smart, det du fik lokket mig til i går aftes” lød pludselig en stemme lige over Miss Gråpus’ hoved.

På et vindfældet træ sad Mogens Skeel, sammen med Røde Leif.

“Nu må hellere ryste op med en ordentlig forklaring eller, så ku’ det jo godt være vi skulle møblere lidt om på dit smukke ansigt.”

“Den er jeg med på” sagde Røde Leif.

“Det lille overklasseløg har længe trængt til, at blive sat på plads.

Miss gråpus kiggede lidt usikker på de to hankatte, hun havde gået i sine egne tanker, og var kommet længere væk hjemmefra end hun plejede. Hun kendte udmærket Røde Leif, han var en af Bølle Franse’s lakajer. Han havde ikke meget hjerne, kun store muskler, som han til gengæld også brugte flittigt. Begge hans øren var mere eller mindre afrevne og hans næse var fyldt med lange ar efter adskillige kampe. Hvis hun skulle slippe ud af denne knibe hun nu var endt i, måtte hun ikke spille svag.

“Pas du hellere lidt på Røde, du har måske allerede glemt sidste gang, da Lysystra og jeg gennembankede dig over på campingpladsen?”

“Hvad er den af Røde, har damerne ridset dig lidt på snuden?” sagde Mogens Skeel grinende.

“Åh hold bøtte, jeg lå og sov, da de to væsler overfaldt mig.”

“Fortæl nu bare, hvorfor vi bankede dig” sagde Miss Gråpus

“Det var da ikke min skyld, Lysystra kunne da bare have sagt nej.

“Sagt nej til hva’?” spurgte Mogens Skeel.

“Hold nu op, du ved jo godt selv hvordan det er med damer, først siger de ja, og når det kommer til stykket, siger de nej. Og jeg har jo sagt, der ikke skete noget,” sagde Røde.

 “Du holdt hende da indespærret i næsten to timer” tilføjede Miss Gråpus og sendte Røde et hvast blik. “Var Tykke Frede ikke tilfældigvis kommet forbi, så er det ikke godt at vide, hvad du havde fundet på”

“Du skal ikke høre på hende, hun er bare mis-underlig, fordi det ikke var hende, der var inviteret til, at drikke piskefløde hjemme hos mig”,sagde Røde.

“Mis-underlig, sagde Miss Gråpus. Jeg kunne ikke drømme om at drikke piskefløde sammen med dig”

“Nu skal du passe lidt på Miss Gråpus,” sagde Røde, “jeg er altså ved at være godt træt af dig og alle dine numre.”

“Jeg tror heller ikke på dig” sagde Mogens Skeel. “Specielt ikke efter det nummer du lavede med mig i aftes, og hvad Lysystra angår, så har hun altid løbet med sladder bare for, at få lidt opmærksomhed. 

Miss Gråpus kunne mærke, at hun var ved at tabe terræn.

“Det kan godt være, at lysystra overdriver lidt, det er muligt, men du skal ikke sidde der og spille uskyldig Røde. Gamle Molly så, hvordan du teede dig, og hun løber hvert fald ikke med sladder”. “Nu holder du snart mund lille Miss Gråpus ellers kunne det være - vi skulle lukke den på dig”.

 “Ja det er typisk med jer hankatte, så snart I ikke kan klare jer verbalt, så bliver I voldelig. - Men det siger jeg jer, hvis I så meget som ridser et af mine knurhår, så vil jeg lige gøre jer opmærksom på, at jeg har en bekendt, som med glæde vil flå pelsen af jer begge, og sende jer til de evige katte-marker.”  

“Jeg gad godt møde dem, der er kat for det”svarede Røde Leif.

“Dem?” sagde Miss Gråpus, der er kun én. “Kun én eneste,” lo Røde Leif, alt mens han slog Mogens Skeel på skulderen.

“Hans navn er Sultan!!!”

Både Mogens Skeel og Røde Leif stivnede. “Suulltaan” gentog Røde, “Hvor, hvor kender du ham fra?”

“Kender og kender” sagde Miss Gråpus,

“Jeg er såmænd i familie med ham.”

“Godt ord igen Miss Gråpus, du troede vel heller ikke, at vi kunne finde på, at slå på hunkatte,”sagde Røde.

“I øvrigt har jeg i grunden heller ikke tid til at sidde her, jeg har en aftale med Bølle Frans”

Røde Leif gled langsomt ned fra det vindfældede træ, og forsvandt hurtigt i det høje visne græs. Røde kunne sagtens huske Sultan, den lede sorte hurtigløber. Han gøs lidt ved tanken. Det skulle være forbudt ved lov, at så store hunde gik løse. For ikke så længe siden, var Røde nær blevet et stykke kortere på halen. Han havde pludselig stået ansigt til ansigt med Sultan, havde det ikke været for det træ der stod i nærheden, var det ingen tvivl om, at han måtte ændre sit navn til Leif Den Haleløse.

“Jeg burde måske også se at komme videre, sagde Mogens Skeel, det er snart spisetid”

“Hold bare op med det vrøvl Mogens, mig kan du ikke narre, hvornår har du sidst skulle være hjem til spisetid”

“Kan vi lave en ny aftale, spurgte Miss Gråpus”

 

Kapitel.5                                                                                                                                                              

 

Lord Baringthon lå henslængt foran brændeovnen. Fruen i huset forsøgte at aktivere ham med en legetøjsmus, men det var ligesom om han ikke var i humør. Han løftede hovedet et kort øjeblik, men lod det så falde tilbage på tæppet.-

“Jamen lille Bamse nusse basse, hvad er der i vejen med dig? Er du slet ikke i humør? Skal du have lidt tun?”

Fruen rejste sig og gik ud i køkkenet. Da Lord Baringthon hørte fruen bakse med en dåse, blev han frisk som en havørn. Han spurtede ud i køkkenet, og gjorde sig til. Tun i vand åh hvor det dog smagte. Da han havde spist halvdelen, gik han igen ind for at hvile sig.

Fruen stod længe og beundrede ham.

”Skal du med ovenpå lille skat” sagde fruen henvendt til Lord Baringthon.

Lord Baringthon rejste sig og fulgte med ovenpå.

 

Herren sad i stuen og så sport. Han syntes pludselig han hørte støj fra baggangen. Han rejste sig for at se efter. Da han kom ud i gangen kiggede han en ekstra gang. På gulvet lå Mogens Skeel, og snakkede lystigt med Lord Baringthon, der lå i en meget afslappet stilling på bordet, og svingede lystigt med den ene pote ud over bordkanten.- “Hvad skal det her nu forestille, har du ikke lært noget af dit sidste besøg, råbte herren. Kan du så komme ud”

Herren åbnede døren, og som forrige gang sprang Mogens Skeel i sikkerhed, denne gang med en blød bold i enden. Miss Gråpus havde siddet og overværet hele sceneriet. Hun gik ned og stillede sig foran Lord Baringthon.

“Du kører nok rigtig med klatten” sagde hun henvendt til Lord Baringthon, der stadig lå på baggangsbordet.

“Stop nu lige en halv frue, sagde Lord Baringthon. Det er ikke mig, der har bedt Mogens Skeel indenfor”

“Ja da er det sågu' heller ikke mig, Løj Miss Gråpus, hvor har du fået den ide fra?” 

“Hov, hov, sagde Lord Baringthon. Ifølge Mogens Skeel var det dig, der lokkede ham ind for at spise og strinte, og så skulle jeg have skylden” Miss Gråpus kunne mærke, hvordan hun rødmede, samtidig med at hun blev mere og mere vred.

Jeg river simpelthen øjnene ud på den skeløjede kat, næste gang jeg møder ham tænkte hun.

“Slap nu af lille frue, sagde Lord Baringthon, kom herop så kan vi hygge os lidt”.

“Glem dog det der med de katte, lad os to nu få det bedste ud af det”

“Aldrig i livet, hvæsede miss Gråpus.- Og så skal du for øvrigt ikke kalde mig for frue”

“Hvorfor tager du altid sådan på vej? Lige fra den første dag jeg kom her i huset, har du hvæset af alt og alle”

“ja og ikke for noget, normalt løber jeg ikke med sladder, men jeg har hørt herren sig: at du skal til at passe lidt på med dit arrigskab”

“Herren og mig har et udmærket forhold til hinanden, så det tror jeg slet ikke på, er der problemer, så skyldes det udelukkende din tilstedeværelse”, sagde Miss Gråpus.

“Er det måske min skyld, sagde Lord Baringthon. Jeg har ikke selv bedt om at være her, og hvis bare du kunne lægge dit galskab på hylden, så var der slet ingen problemer”

“Jeg gider simpelthen ikke høre på det vrøvl, sagde Miss Gråpus. Nu går jeg ovenpå”

“Du må gerne komme med ind i stuen, du må også gerne spise lidt af min mad”

“Spise lidt af dit mad, tror du jeg er gået over til babymad”, sagde Miss Gråpus.

“Babymad, må jeg være fri, sagde Lord Baringthon. Det er det bedste af det bedste, det har jeg selv hørt fruen sige. Hun har nemlig sagt, at intet er for godt til mig”

 Miss Gråpus hørte ikke det sidste, hun vendte sig og gik ovenpå. Lord Baringthon hoppede ned fra bordet og gik ind i stuen.

“Kommer du der mors lille englebamse, skal du op og ha’ din aften-kæle-tur”sagde fruen. Lord Baringthon  hoppede op i fruens skød. Han spandt som en lille killing, medens fruen kløede og gnubbede ham over hele kroppen. Åh hvor han dog nød disse stille stunder. Den ene vellyst-fornemmelse efter den anden skyllede gennem kroppen på ham. Han kunne ikke længere styre sit mundvand, små strømme løb fra hans mund. Han lagde sig ned, han rejste sig op og blev ved i en uendelighed, men pludselig overmandede trætheden ham, han faldt i en lettere døs i fruens arme.

 

Kapitel 6

 

Ovenpå i det lille værelse lå Miss Gråpus og skummede, alt mens hun tænkte på en ny plan.- Jeg kunne selvfølgelig prøve med ham Tykke Frede, et er sikkert hun var færdig med Mogens Skeel. Des mere hun tænkte på Mogens Skeel des mere arrig blev hun. Tænk at han havde den frækhed, at indlade sig i snak med Lord radiator, eller hvad det var han hed. Mogens Skeel havde svigtet og det skulle han komme til at fortryde. Havde hun ikke givet ham al hendes mad flere gange, uden at hun havde fået noget til gengæld. Måske jeg skulle invitere Tykke Frede på en gang seniorkost, mod at han til gengæld rev et par knurhår af den lusepuster til Mogens skeel. Miss Gråpus blev så ophidset af at tænke derpå, at hun rejste sig for at gå en aftentur, det kunne jo være, hun mødte Tykke Frede. Hun listede nedad trappen, døren til stuen stod åben. Forsigtigt kiggede hun indenfor. Det syn hun så gav hende kvalme.

I hendes gamle stol sad fruen, i hånden havde hun en lille fin sølvbørste, som hun blidt redte Lord Baringthon med. Føj for den lede. sad den overlegne kat ikke der og strakte hals, mens mundvandet løb fra ham. Og fruen der igen og igen gentog; Nej hvor bliver du fin mors lille Bamse. Se hvor meget hår jeg har børstet af din fine pels. Måske kunne vi sælge det lille Bamse. Det blev for meget for Miss Gråpus, hun kunne mærke hvordan blodet var ved at løbe væk fra hendes hoved. Hun følte sig svimmel. Hun vaklede hen i mod kattelemmen, og gav den et hårdt puf. Lemmen rørte sig ikke. Nu igen. Nu var bægeret fyldt. Nu skulle den Lord radiator ud - om hun så skulle bede Bølle Frans om hjælp.- “Manfred. Jeg tror Gråpus skal ud”

Herren rejste sig og gik ud i gangen. Miss Gråpus stod og hvæsede foran bagdøren.”Skal du ud Gråpus?”

“Hold bøtte hvæsede Miss Gråpus og få så åbnet den lem. Det er sgu’ da snart ved at være for meget”. Herren åbnede døren og i det Miss Gråpus gik forbi herren slog hun ud efter ham med den ene pote.

“Nu skal du lige passe lidt på Miss Gråpus, ellers risikerer du at blive sendt i kredsløb” Med et hørligt hvæs forsvandt Miss Gråpus ud i mørket. 

 

- “Go’aften Miss Gråpus, hvorhen i den fart?” Miss Gråpus snurrede rundt klar til kamp.

“Rolig lille frøken, det der kan du glemme”

Foran Miss Gråpus stod Tykke Frede og gumlede på et stykke ubestemmeligt mad. Han havde madrester i hele hovedet, og lugtede som en selvdød sild. Han var mere end dobbelt så stor, som Miss Gråpus og kendt for at være total uden nerver. Han havde flere gange bevist sit mod, der var intet han var bange for. Alle kunne endnu huske, hvordan Tykke Frede,  havde jaget en bidsk hund ud af byen. Siden den dag, havde ingen forsøgt, at spille smart overfor ham, den eneste der ikke viste,  hvor modig han var, var Tykke Frede selv.

Tykke Frede tænkte kun på mad. Slagsmål interesserede ham egentlig ikke. Det eneste der kunne hidse ham op, var når nogen tog hans mad fra ham, og det var lige netop det der skete den dag, da en stor bidsk hund havde sneget sig ind i den baggård, hvor Tykke Frede boede. Hans menneskefamilie havde lige hældt en stor portion mosede kartofler iblandet gårsdagens frikadeller op i hans madskål, der stod ude på terrassen. Ganske vist havde Tykke Frede lige sat en stor fed brun mus til livs, men han kunne ikke drømme om, at lade sådan et lækkert måltid gå hans mave forbi.

Hunden havde fået samme ide. Den kunne lugte Tykke Fredes mad helt ude på gaden, og nu gik den med savlende mund hen imod den lokkende madskål. Tykke Frede havde lige rejst sig, og var på vej i samme retning. Da Tykke Frede så, hvad hunden havde til hensigt, gik den fuldstændig amok, den sprang uden frygt lige i hovedet på den, og borede alle sine kløer ind i hovedet på hunden, og bed sig fast. Hunden stak i et vræl og løb i fuld fart ud af baggården med Tykke Frede hængende under hundens hals. Hunden hylede højlydt alt imens Tykke Frede bed og hvæsede. Folk og fæ stoppede op i dagens dont, for at følge optrinet. Først da de sammenfiltrede dyr var nået et godt stykke uden for byen, slap Tykke Frede sit tag i hunden. 

Tykke Frede kom slentrende tilbage og gik stille og rolig ind i sin gård og forsatte med dagens ret. Siden den dag gik alle i en stor bue udenom Tykke Frede, ingen havde mod til, at sætte sig op i mod ham.

“Jeg hører du har fået fornemme gæster på besøg”, sagde Tykke Frede, og bøvsede lige ned i hovedet på Miss Gråpus. Miss Gråpus nåede ikke at dreje hovedet, en syrlig stank af noget råddent nåede hendes næsebor.”

Sig mig engang Frede, kommer du aldrig til dyrlægen og får ordnet dine tænder”

Nøj, sagde Tykke Frede, det smider mine mennesker godt nok ikke penge ud til.”

 “Hvor var du i øvrigt på vej hen, spurgte Tykke Frede. Du så ud som om der var en vis herre efter dig”

 “Det er ham der Lord Radiator”

“Lord Radiator hvem er det?”

“Ja han hedder vist nok noget i den retning Laringtom, Baringtom, det er også fuldstændigt ligegyldigt,  hvad han hedder - han skal ud af mit hus. Tror du, du kunne hjælpe mig med det?”

 “Det er muligt, men jeg kender ham ikke, så hvorfor skulle jeg, så være med til at jage ham ud af huset?”

 “Fordi han er ved at tage pippet fra mig. Du skal få al den mad du kan æde, sagde Miss Gråpus”

“Jeg ved ikke rigtigt, hvad nu hvis din menneskefamilie opdager det?” “Bare rolig, de er optaget af alt muligt andet. Min menneskemor hun er optaget af sit salg af tøj på nettet, og hendes mand han sidder enten og skriver på en historie eller er optaget af en eller anden sportsudsendelse, så dem skal du ikke tænke på”

“ Okay, sagde Tykke Frede, så er jeg med på den. Hvornår skal det være?”

 “Du kan gå med mig hjem nu, så kan vi hurtigt få ordnet den forretning”sagde Miss Gråpus. De to katte vendte om og Tykke Frede fulgte bagefter Miss Gråpus. Da de kom hjem til Miss Gråpus’ hus stoppede de op, og aftalte, hvordan de skulle gribe sagen an.

“Bliv her, så går jeg lige ind og ser efter. Miss Gråpus forsvandt hurtigt ind af kattelemmen, og gik hurtigt ovenpå. Hun tog hurtigt bestik af situationen. Hendes menneskemor sad ganske rigtigt ved computeren og havde gang i Internet handelen, og manden sad i stuen og var optaget af en håndboldkamp. Hun løb hurtigt nedad trappen og gik hen til kattelemmen.

“Er du der” hviskede hun ud i gennem lemmen.

“Ja, ja” hviskede Tykke Frede. Han var ikke særlig stolt ved situationen. Ikke fordi han var bange, men mere det at han medvirkede til, at bringe andre i fedtefadet.

“Kan vi ikke vente til i morgen, sagde Tykke Frede, jeg tror ikke det er så godt når din menneske-familie er hjemme”

“Hvad er den nu af, sagde Miss Gråpus, er du ved at få kolde fødder?” “Nøj, men tror du det går, sæt hvis der kommer nogen”

“jeg har jo sagt, at de er optaget”

 “Jov, men”. Mere fik Tykke Frede ikke sagt førend Miss Gråpus sprang igennem kattelemmen og stod pludselig ude ved Tykke Frede.

 “Nu tager du dig sammen, vil du have det der mad eller vil du ikke?” Tykke Frede sad lidt og overvejede situationen en gang til. Han vurderede risikoen og kom frem til, at han ville prøve. Miss Gråpus gik hurtigt ind i gangen igen.

“Der er stadig fri bane. Kom nu Frede”

 Tykke Frede stak hovedet igennem kattelemmen.

“Ja kom nu Frede”, sagde Miss Gråpus lettere irriteret Ja, ja, sagde Tykke Frede, men det er lige som om jeg sidder fast”

“Sidder fast, hvad mener du?”

 “Jeg mener, det er som om kattelemmen er for lille”

 “For lille. Nej nu må du sgu’ da snart styre dig, se så lige efter at komme herind. Nu gider jeg snart ikke høre på flere undskyldninger” “Jamen det rigtigt, jeg kan ikke komme igennem”

 “Træk hovedet tilbage, sagde Miss Gråpus, så jeg kan komme ud og hjælpe dig”

Tykke Frede træk sig baglæns, så Miss Gråpus kunne komme ud.

“Prøv igen sagde Miss Gråpus, så skal jeg lige give dig en pote med”. Igen stak Tykke Frede hovedet ind af kattelemmen, men længere kom han ikke. Igen sad han fast. Miss Gråpus stod bag Tykke Frede og skubbede det bedste hun havde lært.

“Av, av råbte Tykke Frede det går ikke, kattelemmen er for lille.”

“For lille hvæsede Miss Gråpus. Den er sgu ikke for lille, det er dig der er for Tyk. Har du aldrig tænkt på, hvorfor de kalder dig Tykke Frede”

“Tykke Frede vendte sig arrigt om mod Miss Grå pus. Jeg er færdig med dig Miss Gråpus, og i øvrigt synes jeg det er dig, der er problemet, hvorfor kan du ikke bare acceptere Lord Baringthon”

“Mogens Skeel siger, at han er en ganske rar fyr at tale med”

 “Skrid med dig Tykke Frede – jeg skal nok klare det uden din hjælp” Tykke Frede vendte sig og gik. Han følte sig faktisk godt tilpas med, at situationen havde udviklet sig som den havde.. 

 

Kapitel 7

 

Miss Gråpus lå på det øverste trappetrin. Nedenfor trappen lå Lord Baringthon og kiggede bedende op på Miss Gråpus.

“Du skal ikke gøre dig nogle anstrengelser”, hvæsende Miss Gråpus. kommer du herop får du ridser i ansigtet”.

Lord Baringthon rystede på hovedet og listede ind i stuen. Han hoppede op i sin stol og tænkte - mærkeligt med hende miss Gråpus, hvad mon der er sket siden hun ikke kan tåle andre katte - mon vi nogensinde får et normalt forhold til hinanden tænkte han, måske jeg bare skal ignorere hende og se hvad der sker. Egentlig kunne han godt lide hende. Søvnen trængte sig på og tankerne blev mere og mere flygtige. Jeg kunne måske også ….. Længere kom han ikke søvnen tog over og inden længe var han i drømmeland.

lord Baringthon kunne ikke vide, at der længere nede i byen blev lagt en plan, der skulle få miss Gråpus til at overveje sin situation. 

“Må jeg lige få ordet igen næste råbte Mogens Skel. der findes ikke nogen formidlende omstændigheder. Miss Gråpus har tilsidesat alle normale  kattelove og spillet os ud mod hinanden.” Hørt, hørt lød det sammenstemmende fra Tykke Frede og Røde Leif.

“Hun var skyld i, at jeg næsten blev slået halvt fordærvet af manden i huset” sagde Røde.

Mogens Skel tænkte lidt overdrivelse fremmer historien og tillige muligheden for, at få alle med til at møblere lidt om på Miss gråpus’ frisure.

“Slog han dig?”spurgte Tykke Frede.

“Slog mig hvæsende Mogens Skel, han sparkede mig direkte ud igennem kattelemmen - resultatet blev, at jeg ikke hverken kunne gå eller stå i flere dage.”

“Måske vi også skulle rive lidt i ham, hvis han viser sig, sagde Røde Leif - og fortsatte. Han har engang været tæt på, at køre mig ned på sin racercykel. Måske vi også skulle ridse og bide lidt i hans dæk. Han står evig og altid og pudser på den cykel”

 “Så jeg er med på, at vi lige hilser lidt på den famile, men i første omgang  så lad os få fat i den lede sild til Miss Gråpus”

“Hvem lokke hende ud.”

“Det gør jeg sagde Tykke Frede. Når hun kommer ud så springer vi på hende alle sammen.

 

Tusmørket havde sænket sig, og mørke skyer trak sammen ud over kysten, da de tre venner sneg sig gennem gaderne hen til det gule hus.

“Stille nu, sagde Mogens Skel. Jeg lister lige op og ser om, der er fri bane” Han listede rundt om hushjørnet og kiggede ind af kattelemmen. Inde i baggangen stod Miss Gråpus og spiste sin aftensmad - Hans tænder begyndte, at løbe i vand, han gad godt, at sætte tænder i hendes mad.

Han sneg sig tilbage og kaldte på de to andre.

“Så er det nu, hun står i baggangen og er i gang med, at spise aftensmad. Hvis vi får tid, så napper vi hendes mad. Vi skiftes til, at hoppe ind af lemmen”

“ Hva’ med mig; sagde tykke Frede, Jeg kan ikke komme igennem, den lille kattelem”

“Måske du sku’ tænke lidt på, hvad det er, du kommer i munden,”

 sagde Røde.

“Tid nu stille og lad os komme i gang” sagde Mogens Skel.

 Tykke Fredes hjerte hamrede i brystet på ham, da han skubbede kattelemmen op og i samme kaldt på miss Gråpus. Han fik kun kaldt en gang, så stod miss Gråpus ved lemmen.

“Hvad vil du?” spurgte hun.

“Gider du ikke lige komme herud, vi har en plan for, hvordan vi kan skaffe Lord Baringthon af vejen”

Miss Gråpus spidsede øren. Hun åbnede lemmen og kiggede ud. Udenfor stod de tre mest modbydelige katte i hele byen.  

Miss Gråpus stod stadig med hovedet halvvejs ude af kattelemmen. “Kom nu herud - vi vil ikke risikere, at Lorden hører om vores plan. Hviskede Mogens Skel

Miss Gråpus blev helt opstemt, skulle det endelig lykkedes, at skaffe den dumme kat af vejen, hun så allerede, hvordan de trak afsted med den lede blære kat. Hun trådte hurtigt ud igennem lemmen og stod nu ansigt til ansigt med trekløveret.  

Hun skulle lige til, at spørge til planen, da hun fik et slag i nakken. Det var Røde Leif, der slog først. 

Nu skal du få betalt for alle de gange du lokkede mig ind til tæsk og spark af husets herre. Mogens Skel løftede den ene pote og slog med kløerne ud efter Miss Gråpus, der lige nåede, at dukke sig, men i samme blev hun ramt af Tykke frede. Hun tumlede rundt og hvæsede af Røde Leif, der kastede sig over hende, og skulle lige til at bide Misse Gråpus i øret - da han mærkede et hårdt slag i nakken.

“Hvad er den af - I slår da vel ikke på damer”

Røde Leif sank i knæ, da han mærkede endnu et slag fra Lord Baringthon.

“Ellers nogen, der har lyst til en rask lille boksekamp - Jeg skal lige  oplys jer om, at jeg er engelsk mester i boksning.

Tykke Frede for frem, men Lord Baringthon  trådte et hurtigt skridt til siden og ramte Tykke Frede hårdt på  hagespidsen, med det resultat, at han gik ud som et lys.

“Hvad med jer to sagde Lord Baringthon  har I lyst til en tur i ringen.  Nåå, bliver det til noget?”

 Mogens Skel var på vej væk, men blev stoppet af Lord Baringthon  - “Hov, hov,  vil I venligst hjælpe Miss Gråpus på benene og børste støvet af hende” Røde Leif skyndte sig hen og trak Miss Gråpus op. “Undskyld sagde røde Leif og væk var han efterfulgt af tykke Frede og Mogens Skel.

“Må jeg ha’ lov Miss” Lord Baringthon rakte en pote frem til Miss Gråpus.

“Må jeg have lov til, at hjælpe dig ind til til lidt aftenfløde”

Miss Gråpus stod helt forstenet. “ ja ja, tak ja ja tak” mumlede hun, mens hun kiggede kærligt på ham.

Lord Baringthon tog hendes pote og hjalp hende ind til et nyt liv i fred og fordragelighed.

the g i nakken. Det var Røde Leif, der slog først. 

Nu skal du få betalt for alle de gange du lokkede mig ind til tæsk og spark af husets herre. Mogens Skel løftede den ene pote og slog med kløerne ud efter Miss Gråpus, der lige nåede, at dukke sig, men i samme blev hun ramt af Tykke frede. Hun tumlede rundt og hvæsede af Røde Leif, der kastede sig over hende, og skulle lige til at bide Misse Gråpus i øret - da han mærkede et hårdt slag i nakken.

“Hvad er den af - I slår da vel ikke på damer”

Røde Leif sank i knæ, da han mærkede endnu et slag fra Lord Baringthon.

“Ellers nogen, der har lyst til en rask lille boksekamp - Jeg skal lige  oplys jer om, at jeg er engelsk mester i boksning.

Tykke Frede for frem, men Lord Baringthon  trådte et hurtigt skridt til siden og ramte Tykke Frede hårdt på  hagespidsen, med det resultat, at han gik ud som et lys.

“Hvad med jer to sagde Lord Baringthon  har I lyst til en tur i ringen.  Nåå, bliver det til noget?”

 Mogens Skel var på vej væk, men blev stoppet af Lord Baringthon  - “Hov, hov,  vil I venligst hjælpe Miss Gråpus på benene og børste støvet af hende” Røde Leif skyndte sig hen og trak Miss Gråpus op. “Undskyld sagde røde Leif og væk var han efterfulgt af tykke Frede og Mogens Skel.

“Må jeg ha’ lov Miss” Lord Baringthon rakte en pote frem til Miss Gråpus.

“Må jeg have lov til, at hjælpe dig ind til til lidt aftenfløde”

Miss Gråpus stod helt forstenet. “ ja ja, tak ja ja tak” mumlede hun

Lord Baringthon tog hendes pote og hjalp hende ind til et nyt liv i fred og fordragelighed.

the end