Skolen

Luk dine øjne et kort øjeblik. Forestil dig en flok fugle, der kommer flyvende fra hver sin retning. Hver art flyver på sin specielle måde. Nogle basker med vingerne, andre svæver elegant og næsten lydløst.  Fuglene er på vej mod et tragtlignende hul. Når fuglene er kommet gennem tragten, bliver de lænket til et bord, og nu begyndes der på, at påvirke fuglene og lader dem forstå, at fra nu af gælder det om, at høre efter og gøre, som der bliver sagt - formålet med processen er, at ensrette fuglene, således at de lærer at flyve på samme måde og i en lige række. Portræt af den danske skole i halvtredserne. Pædagogikken var ikke målrettet til det enkelte barn og dets individuelle færdigheder, men derimod mod ensretning og afretning. En pædagogik udelukkende baseret på kæft, trit og retning.

Lærerne stod hævet på podiet foran tavlen - spurgte, og vi svarede. Lærerne tilrettelagde ikke deres undervisning efter elevernes behov, særlige egenskaber og intellektuelle evner. De havde et stof, de skulle formidle, og de elever, der ikke kunne følge med, blev sat bagest i lokalet og fik en læsebog eller en regnebog fra et lavere klassetrin. Jeg tvivler på, om de lærte noget i de 7 år, de var på skolen. At man på den måde lavede et skel mellem eleverne, bekymrede lærerne sig ikke om. Vi elever fandt os i det, vi havde jo lært, at have respekt for de voksne.

Vi blev ikke hørt, vi blev overhørt. Vi blev ikke taget med på råd. De af os, der ikke forstod denne pædagogik, eller ikke ville, vi måtte så i stedet føle på egen krop, hvad kæft, trit og retning betød, og hvilken konsekvens den kunne have, hvis vi ikke indordnede os. Jeg husker ikke om jeg glædede mig til skolen, men jeg husker jeg var spændt på, hvad der var på den anden side, af de matterede ruder. Første dag var alle lærerne rare og vældig opmærksom på hver enkelt af os. Vi blev talt til på en venlig og imødekommende måde. Måske skyldes det, at nogle af os, havde en forælder med. Med det i mente, var jeg klar til for alvor, at tage i mod læring, andendagen kunne ikke komme hurtigt nok.

Men var forventningens glæde skruet højt op, blev den hurtigt pillet ned igen. Vi skulle stille op i skolegården, hver klasse i snorlige rækker. Overlærer Rasmussen stod på trappen og så udover flokken med et bistre udseende.“Tid stille og gå ind og stil jeg i forgangen". Sagde han. Vi gik rolig bag hinanden og stillede op nu med hver vores lærer. ”Stille" kommandoen gav genlyd i det flisebelagte lokale. "Vi synger nr 752.“ Morgenstund har guld i mund, og guld betyder glæde......Da salmen var sunget, måtte vi folde vores hænder, mens overlærer Rasmussen bad fadervor. Seancen sluttede med endnu en salme, hvorefter vi listede ind i vores klasser. 

Vi der var nye og ubrugte satte os på de pladser, vi havde fået anvist dagen før. Lærer Jensen gjorde sin entre. "Rejs jer op, og stil jer ud for jeres plads. Sådan foregår det hver dag, og det kan I skrive jer bag øret. Kommer overlærer Rasmussen ind - rejser I jer ligeledes op. Vi satte os igen. Og sådan måtte vi sidde, stå og sidde, alt afhængig af, hvem der kom ind i klasselokalet. Dagen gik med at modtage bøger, som vi i øvrigt skulle sørge for, at få pakket ind til dagen efter. Vi måtte på ingen måde snakke i timerne. Lærer Jensen hamrede pegepinden ned i katederet, hvis han hørte, at nogle hviskede eller talte sammen. Det var de færreste af os, der turde forsøge igen. I hans timer havde vi geografi. Undervisningen foregik ved, at der blev trukket et landkort ned, med struktur over Danmark. På kortet var der en masse røde prikker. Disse prikker skulle illustrere de største danske byer. Vi skulle lære, hvad byerne hed og hvor de lå placeret i landet. Lektien bestod så i, at vi til næste gang, skulle have lært et vist antal byer udenad. Og pege på kortet, hvor byerne lå. Jeg husker endnu remsen fra de store byer på Fyn. Odense, Bogense, Middelfart, Assens, Fåborg,  Svendborg, Nyborg, Kerteminde. Den remse sidder helt fast problemet er bare, at det kniber med, at kunne remsen bagfra. 

I dansktimerne havde vi Frk. Madsen. Hun var det man forstod ved en rigtig frøken. Hun var lille, gik sirlig klædt i sort, og havde den stærkeste venstre hånd, som vi specielt fik at mærke, når hun med to fingre klemte os hårdt på hagen. Hvis vi skulle i kontakten med hende og lærerne i øvrigt, skulle vi række hånden op, og intet sige førend vi blev spurgt. Vi begyndte med at skrive bogstaver i et kladdehæfte. Bogstaverne stod på rad og række. Inden vi måtte begynde på en ny linie, skulle vi bede om lov. Så kom frk. Madsen med sin lineal og slog en streg. Vi havde lærer Larsen til relegion, Danmarks historie, og regning. Lærer Larsen var ganske flink. Han var ikke så striks, som skolens øvrige lærer. Han var lidt forud for sin tid. Han kunne finde på, at flytte undervisningen ud på græsarealerne, der lå bagved skolen. Min interesse for religion og historie stammer helt sikkert fra den levende måde, som lærer Larsen formidlede stoffet på. Lærer Christensen, var Lærer Larsens diametrale modsætning  og var på ingen måde en vellidt lærer. Han var forholdvis ung, og usikker på mange områder. Han tålte ikke snak, ej heller grin og lign. Han slog for et godt ord. Husker hvordan han helt umotiveret under en gymnastik time i forsamlingshuset, knaldede mig en syngende lussing. Jeg fik at vide, at jeg ikke skulle begynde med, at stå på hænder op af ribben, førend han havde givet lov. En anden gang, var han afløser i lærer Jensen's timer grundet dennes sygefravær. Her blev han så hidsig på en af mine kammerater, at han hev ham op i håret, med det resultat, at han rev en stor tot hår af. Vi havde ingen muligheder for at klage over lærerne, gjorde vi, så blev vi ofte mødt med "sådan er det, og du havde nok selv været ude om det..

Tingene ændrer sig ikke i halvtredserne, det var på en måde stadig det feudale samfund, der herskede. "Fysisk straf var helt frem til sidst i tresserene et alment accepteret disciplineringsmiddel i størstedelen af alle skoler. Frikvartererne gjorde at vi fik et lille pusterum, hvor vi selv fik lov til at vælge inden der igen blev ringet ind til timen. De fleste af os specielt drengene blev oftest udsat for lærerens hånlige bemærkninger. Vi fik sjældent ros, regnede vi rigtigt, eller på anden måde løste de stillede opgaver tilfredsstillende blev det forbigået i tavshed. Nogle af pigerne specielt de der kom fra velhavende hjem i byen eller gårdmandsdøtre fik derimod altid ros. Denne leflen for de velhavende og velbeslåede medførte tillige, at de sjældent om end aldrig fik skældud. Jeg husker, hvordan en af de fagligt svage elever, som var sat bagerst i lokalet, en dag måske hævnede sig på skolen. Inden Lærer Jensen var kommet ind i klasseværelset, havde han på katederstolen, hvor sædet var betrukket med slidt og hullet lærred, anbragt en stor stoppenål med spidsen opad. Førstelæren fór op med et brøl, da han satte sig på nålen. Han brugte flere timer på at finde synderen. Men ingen sladrede, det var en af de dage, hvor vi mærkede hævnens sødme. Men Læren Jensen glemte aldrig episoden. Nogle dage senere, skulle vi have geografi. Jeg var uopmærksom på, hvad Lærer Jensen havde sagt. Pludselig sprang han ned fra kateteret og gav sig til, at slå mig i nakken, skiftevis med venstre og højre hånd. Han blev ved i en uendelighed indtil han forpustet, stoppede sin vanvittige handling. Samme aften efter mørkets frembrud, listede Erik og jeg op til skolen, og lagde et bræt med et søm ind under forhjulet på hans bil. Vi hørte aldrig fra den episode. 

Jerslev skoles virksomhed i halvtredserne kan man kun forstå ud fra de normer, der herskede dengang. Religion og kirke spillede en stor rolle, og dette kunne ses i skolen, hvor det at lære salmevers udenad spillede en stor rolle. Vi skulle f.eks. lære salmen "Op al den ting som Gud har gjort" udenad, og på tur skulle vi rejse os, og aflire et vers. Vi undersøgte overhovedet ikke salmens poetiske værdier, og den måde at dyrke vores salmeskat på var kun kedelig og åndløs udenadslære. Vi børn i halvtredserne spurgte aldrig os selv, om dette havde noget med det virkelige liv at gøre. Vi parerede ordre og lærte salmen udenad, fordi læreren sagde det. Nogle af os så dog frem til et af årets højdepunkter - årets julegudstjeneste i Jerslev kirke - hvor vi skulle synge i kor. Førstelæreren dirigerede, og organisten spillede. Jeg husker tydeligt, da vi sang "Kimer i klokker". Jeg tror ikke, at vores lærere nogensinde spurgte os, hvad vi kunne ønske os at lære. Sådan et spørgsmål behøvede de heller ikke at stille. De var autoriteter, og vi havde frygt/respekt for dem, hvilket kunne ses ved, at vi rejste os, når de kom ind i klasseværelset, og først satte os, når de havde sagt "sæt jer". Et synligt tegn på autoriteten var spanskrøret, som blev brugt efter lærerens behov. Et andet eksempel på lærerens autoritet var eftersidning, hvor vi i en time skulle formulere det, vi havde forbrudt os imod. Jeg husker denne sætning, som jeg, sammen med nogle af mine klassekammerater, skrev 100 gange: "Vi må ikke tage Overlærer Rasmussens æbler, selvom de ligger på jorden."

i slutningen af halvtredserne skulle skolen give forældrene et indblik i, hvordan deres børn klarede skolens krav. Her skulle læreren med et kryds markere om man var "middel", "over middel" eller "ringe". Jeg tror lige jeg krøb med ind under middel. I øvrigt tror jeg mere det var reglen end undtagelsen, at de af os elever, der kom fra de underste lag aldrig fik karakteren "over middel" det uanset om vi, havde evnerne. Af forskellige højdepunkter i årets løb kan jeg nævne skoleudflugterne. Spændende var det at komme til Sæby. Det var den obligatoriske tur for de små klasser. Vi havde madpakke med banan og pålægschokolade, der lige var kommet frem, endvidere havde vi i dagens anledning fået en sodavand med patentprop, således at den kun holde til det meste af dagen. Vi blev tre fire timer i byen, inden vi tog  hjem igen. 

Da vi blev større, kom der mere fagligt indhold i vores udflugtsmål. Jeg husker en tur i 4. klasse til Æbletoft, hvor vi bl.a. var ude og se Kalø Slotsruin. Husker endnu, hvordan lærer Larsen fortalte om  Kongeborgen. Borgen blev anlagt i 1313 af kong Erik Menved som en af i alt fire jyske ”tvangsborge”. Erik Menved havde i 1313 nedkæmpet det jyske bondeoprør rettet mod kongens mange krige og de deraf følgende store skatter. Fra borgene kunne kongemagten kontrollere og beskatte lokalområdet og forhindre nye oprør. De tre andre, samtidige borge er ”Borgvold” ved Viborg, ”Bygholm” ved Horsens og ”Ulstrup” ved Struer. 

Senere da vi gik i syvende klasse var vi på en flerdagstur til København. For de fleste var det første gang, vi kom så langt væk hjemmefra. Stor og uoverskuelig virkede byen på os. Vi besøgte Carlsberg, var i Tivoli og på besøg ude i Mindelunden, samt en tur over til Sverige. Det var i øvrigt på denne tur, at vi stiftede bekendtskab med politik, idet vi fik fortalt, at DDR havde påbegyndt opførslen af Berlinmuren. 

Endelig kom dagen, hvor vi skulle konfirmeres og dermed forlade den skole, som selvfølgelig lærte os, både at læse og skrive. Selvom vi fik kundskaber med gennem de syv år, forbinder jeg på ingen måde Jerslev skole med noget positivt, men snarere et sted, hvor manglende respekt for børnenes lidenhed, aldrig blev sat på dagsordenen. Filmen "Drømmen" illustrerer på glimrende vis, hvordan mange af de danske skoler i halvtredserne behandlede børn, hvilket landet på ingen måde kan være stolt af. Men hvis jeg troede, at trængslernes tid var forbi, blev jeg klogere. Min far havde besluttet, at jeg skulle fortsætte med at gå i skole,  fordi som han sagde "Du har evnerne." Så da den nye Toftegårdsskole i Jerslev stod færdig efter sommerferien i 1962, var jeg sat på skolebænken igen. Klart nok var den nye skole en oplevelse, mange nye og spændende tiltag og undervisningsformer blev taget i brug. Vi havde engelskundervisning et par timer om ugen, samt samtidorientering. Det var i disse timer jeg første gang for alvor forstod, hvad apartheid betød for den sorte befolkning i  Sydafrika. Men derudover var det stadig efter det samme princip - nemlig, kæft trit og retning. Lærernes ret til, at ydmyge og slå elverne var stadig en del af hverdagen, omend ikke i så udpræget grad, som i den gamle skole. Men jeg husker et par episoder, som jeg klart vil opfatte, som deciderede psykisk og fysisk vold. Vores engelsklærer var på mange områder progressiv i sin væremåde, men han kunne også være en dr. Jekyll og mr. Hyde. En dag havde han set sig gal på en pige i klassen, fordi hun ikke kunne udtale det engelske ord Know, som jo bekendt betyder, at vide, jeg ved. Know skal udtales med stumt k. Men pigen havde fået ordet forkert ind. Hun blev ved med at læse ordet uden stumt k.

Til sidst eksploderede Lærer Fisker i et vanvittigt raseri. Han sprang ned til pigen og knaldede en hånd ned i hendes bog og råbte "Du er det dummeste menneske jeg har mødt" henvendt til klassen sagde han. " ingen herinde får lov til, at gå til frikvarter, førend det dumme menneske der, mens han pegede på pigen, har lært at udtale ordet" Jeg husker hvordan vi alle var rystet, men også rasende på Læreren. Men vi turde stadig ikke sige vores mening, fordi vi kendte konsekvensen. 

Den anden episode skete efter den obligatoriske stillen op i gården, march ind på plads i forgangen, og salmesang. Inden “fadervor” - orientering ved skoleinspektør Smidt, som fortalte at fysiker Niels Borh var død. For at mindes Niels Borh, forlangte han, at vi holdt et minuts stilhed. Uanset forstod vi ikke rigtig, hvad denne seance gik ud på. Resultatet blev, at tre elever i min klasse begyndte at fnise. Da seancen var forbi- fik de tre drenge besked på, at møde op på Smidts kontor. Jeg husker, at vi skulle i anlægget med Lærer Larsen. Da de tre drenge et kvarter senere møde op i anlægget blødte to af dem fra næsen og alle havde røde øren. April 1964 døde min far. Det bevirkede, at jeg valgte at forlade den skole den følgende sommer. En skole jeg aldrig blev dus med.