Enhver voksen har haft en barndom. Spørgsmålet er, hvordan den voksne har oplevet barndommen? For min egen parts vedkommende, har jeg oplevet en barndom på godt og ondt. Skal jeg i dag gøre min barndom op i plusser og minusser, er jeg ikke i tvivl om, at der er langt flere plusser end der er minusser. Jeg er heller ikke i tvivl om, at mange psykologer, terapeuter, pædagoger og sagsbehandlere af enhver art, ville kunne analysere sig frem til, at min barndom har været særdeles problemfyldt med masser af traumatiske oplevelser, som helt sikkert skulle have været behandlet, for at jeg kunne få et nogenlunde respektabelt liv. 

Jeg kan berolige de  damer og herrer med, at både mine daværende kammerater og jeg selv i dag lever et ganske normalt liv – i dyb respekt for både børn og voksne. Heldigvis var det ikke normalt i min barndom, at børn blev underkastet psykologiske undersøgelser, hverken af den ene, eller anden instans, hvis de havde begået de ting, som jeg fortæller om i min historie. Vi der var børn i 50’erne var omgivet af "normale" voksne, der kunne kunsten at omgås børn. Vi blev ikke trukket frem i rampelyset, vi blev heller ikke gemt væk. Vi lærte gennem de voksne, at kende og finde vores plads. Dengang lod de voksne os aldrig i tvivl om, hvem der var der bestemte eller hvem det var, der havde erfaringen - nogen ville kalde det magten. Men hvorom alt er, så var det betrygende, at vide, at vi var omgivet af voksne, der kendte deres ansvar i forhold til børnene. 

Selvfølgelig var der tragiske historier med børn, der blev udsat for voldelige voksne, der gik over gevind. Sådan var det dengang og sådan er det også i dag. Forskellen fra dengang til i dag, er, at nu bliver de voksne straffet. Heldigvis for det, men når det er sagt, så er jeg også nødt til at sige, at nutidens forældre totalt har bevæget sig over i modsatte grøft. I dag er det børnene der har “magten”. Det er dog paradoksalt, at i takt med at revselsesretten er ophævet. I takt med at vi bliver mere og oplyste og vidende omkring opdragelsesmetoder/former. Det være sig ved hjælp af et utal af bøger, og tv udsendelser om emnet, hvor div. psykologer og andre vidende folk, giver løsninger på hvordan børnene skal håndteres. I takt med alt det, så ser vi, desværre at der opstår mere og mere rå vold i samfundet. Flere og flere unge bliver anbragt uden for hjemmet. Flere og flere børn helt ned i førskolealderen bliver indlagt på psykiatriske sygehuse. Årsag: Jeg er ikke i tvivl. Børn kan ikke håndtere den "magt" læs selvbestemmelse, som forældrene i dag har overgivet til børnene. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der kunne være hændt, hvis min historie var endt i nutidens behandler system.

 Nu vil læseren måske sige, efter at have læst min historie, at med sådan en opførsel, så skulle jeg og mine kammerater, som minimum havde været anbragt på et børnehjem eller det der var værre. Til det er der kun at sige, til hvad nytte? Hvad skulle det have hjulpet, at anbringe os på et børnehjem? Jeg har læst adskillige uhyggelige historier om børn og unge, der blev anbragt på børnehjem. Hvis de blev spurgt i dag, tror jeg de fleste ville sige, at de kom fra asken til ilden og, at det ikke hjalp dem spor – tværtimod. Hvad hjælper det så i dag, at anbringe børn og unge uden for hjemmet?  Jeg tror ikke det hjælper meget. Der vil altid kunne findes beretninger, hvor det modsatte gør sig gældende, men generelt set, så tror jeg ikke det hjælper. Derimod tror jeg det hjælper, hvis forældrene igen kom på banen og  gav klare enkelte udmeldinger på, hvem det er der bestemmer. Det gør de voksne, fordi de har erfaringen. 

Jeg er født og opvokset i en børnerig familie i en lille landsby midt i Vendsyssel. Mine forældre tilhørte arbejderklassen. Min mor var som andre på det tidspunkt hjemmegående. Min far arbejdede som smed på en fabrik og i hans sidste år på et skibsværft, som værkfører. Vi led ingen nød, vi fik det vi havde behov for, men så heller ikke mere. Jeg var den næstsidste i flokken og blev derved nok mere forkælet end mine ældre søskende. I takt med at der blev mere økonomisk plads i budgettet, var det ikke længere nødvendigt, at gå i tøj som man havde arvet efter større søskende. I hjemmet var det min fader, der var den samlende figur. Man kan også sige det var ham, der var patriarken og dermed den bestemmende. Sådan så det ud fra børnehøjde og sådan følte vi børn også det var. Hvordan min mor og far ellers delte magten imellem sig, fik vi aldrig indsigt i. Jeg tror aldrig jeg hørte mine forældre skændtes, at de har skændtes, er der nok ingen tvivl om, men det forgik uden for vores hørevidde. Vi var ikke involveret i de voksnes diskussioner. Skulle vi løse konflikter, foregik det enten os søskende imellem, eller mellem vores legekammerater.Vi fik masser af kærlighed i hjemmet, jeg mest af min far. Min far var mit idol. Han stod for mig som en bastion, der ikke kunne rokkes. Under hele min opvækst var han der, når jeg havde brug for ham, fuld af omsorg og meget bevidst om sin rolle som far. Hos ham fik jeg friheden til at prøve tingene af. Han skubbede på, når det var nødvendigt for at fremme en udvikling. Han markerede tydeligt sine grænser, når jeg gik over stregen. På den måde følte jeg en enorm tryghed, fordi jeg hele tiden viste, hvor jeg havde ham. Med det som udgangspunkt, var jeg klar til at møde verdenen på godt og ondt.


     

Hent BlueMail for Desktop