Krigen fortsætter

Børn har det med at glemme. Hvor ofte havde vi ikke fået at vide, at vi ikke skulle stille vores cykler op ad Egons hus. Ingen af os havde tal på de adskillige gange vi havde hørt Egon sige; Hvis I stiller de cykler op ad muren, så fjerner jeg dem. Men da han aldrig havde gjort alvor af sine udtalelse mente vi ikke, der var grund til de store bekymringer. En dag var vi kommet hjem til Peter, for at lege indenfor. Da det regnede, havde vi ikke tid til at tænke over, hvor vi smed vores cykler. Peters mor kiggede på vores våde fodtøj. Tag skoene af, sagde hun. Hun var en sirlig lille kone, der evig og altid rendte rundt med en støveklud i hånden. Hun havde forlorne tænder. Hun kunne samtidig med hun snakkede til os, vende sine tænder rundt i munden. Jeg tror ikke hun selv var klar over det, men det var vel efterhånden bare blevet en vane. Så lang tid hun vendte sine tænder var der ingen fare, det var straks værre når hun ikke gjorde det, så var vi klar over at der var lagt i kakkelovnen til os. Vi sad og lå skiftevis på gulvet, og spillede matador på deres kokostæppe. Når man havde lagt et par timer på et kokostæppe, kunne knæene heller ikke holde til mere, så var man fuldstændigt tatoveret med dybe furer. 

Regnen var efterhånden stilnet af. Udenfor sad solsorten på spidsen af gavlen og fløjtede lystigt.Vi var som de voksne, vi havde lært at tage stik af varsler. Når solsorten sad på taget og fløjtede så blev der regnvejr. Men lige nu var der opholdsvejr og solen tittede frem bag skyerne. Vi var vi igen klar til, at komme ud for at spille det vi elskede allermest - nemlig fodbold. Vi fandt bolden frem og annoncerede til Peters mor, at vi kørte op til anlægget. Vi stod længe på gårdspladsen og kiggede, hvor var vores cykler? Vi ledte alle vegne, men uanset hvor vi ledte, var cyklerne som sunket i jorden. Egon gik og rodede ned ved sit udhus. Vi synes nok han engang imellem skulede op til os, men det hæftede vi os ikke ved. Det lå lige som i luften, at ingen af os ville spørge ham, vi kendte for øvrigt også hans svar på forhånd. Nej! Ville han sige. Det ved jeg ikke. I må lære at holde styr på jeres ting. Ivreren efter at komme til at spille fodbold blev større end jagten på de forsvundne cykler. Vi opgav vores søgen. Tog bolden under armen og gik op til anlægget. 

På fodboldbanen spurgte vi sådan helt tilfældigt de andre om de havde set vores cykler. Men ingen havde set dem. Da vi havde spillet i nogen tid, begyndte det igen at regne. Vi løb i læ under nogle store lindetræer. Regnen så ikke ud til at stilne af, tværtimod nu stod regnen ned i tykke tove. Træernes blade kunne ikke længere beskytte os, så efterhånden blev vi gennemblødte. “Skal vi ikke gå hjem”, sagde jeg til Peter “Jo!” sagde han uden at tøve, “lad os gå”. På vej hjemover snakkede vi meget om, hvem der mon havde fjernet vores cykler. Vi sagde det ikke, men hver især tænkte vi på, at det måtte være Egon. Vi blev enige om, at vi ville skyde genvej hjem til Peter over Præstegårdens marker. Da vi kom ud af anlægget, drejede vi ned gennem en lille lund af piletræer, og derfra var der ikke langt hjem til Peter. Vi skulle dog først passere henover Præstegårdens marker. Markerne lå meget lavt og når det i perioder havde regnet meget, blev markerne ofte forvandlet til et moseområde. Midt på marken var der fra gammel tid gravet en brønd, som mærkeligt nok aldrig var blevet kastet til.Vi havde ofte fået tudet ørerne fulde med, at vi ikke måtte gå over Præstegårdens marker når det var mørkt. Det var der for øvrigt heller ingen fare for, at vi gjorde.

Et gammelt sagn fortalte nemlig; at hvis man gik over Præstegårdsmarkerne efter mørkets frembrud, så var der risiko for, at man kunne møde Kål-nåe-manden. Kål-nåe-manden havde ingen hoved. Der hvor hovedet skulle have siddet, sad der ifølge de voksne kun en lille kålstok. På trods af det, var han alligevel i stand til at fange børn, og gemme dem i brønden. Jeg havde hørt historien af min far, som i øvrigt fortalte, at han og hans bror, en aften havde gået gennem Præstegårdens mark, og der havde de mødt Kål-nåe-manden. De havde løbet for livet, og bedst som de troede, at de var kommet ud af marken, var de begge faldet over et eller andet. Nu lå de der udstrakt i det våde græs, og pludselig kunne de mærke Kål-nåe-manden gribe fat i dem. Far fortalte, hvordan blodet frøs til is i hans åre, og han følte, at hans sidste time var kommet. Men da de kom op at stå, opdagede de, at det var deres egen far, der havde gået dem i møde. Deres fader havde skældt dem meget ud, fordi de var gået over markerne efter mørkets frembrud. Men som min far fortalte. Aldrig havde vi været så glad for at få skældud. Vi hørte historien igen og igen, selvom vi kendte hvert eneste ord, var historien lige uhyggelig hver gang den blev fortalt. Mørket var endnu ikke faldet på, så vi gik frejdigt videre. Da vi var nået ind midt på marken, og nærmede os brønden, kunne vi se, at der lå en granstok henover åbningen. Vi gik nærmede. Da vi kiggede ned i brønden gjorde vi store øjne. Et reb var bundet om granstokken, og for enden af rebet hang vores cykler. Hvordan de var endt der var vi pludselig ikke længere i tvivl om – Egon! Råbte vi i munden på hinanden.Vi sled og slæbte og med meget møje og besvær, fik vi halet vores cykler op af brønden. Cyklerne fejlede ikke noget. Bortset fra at de var fuldstændig smurt ind i alger og mudder.Da vi trak cyklerne henover marken, var en hævnplan allerede ved, at tage form i vores hoveder. Da vi kom hjem stod Egon i døren til sit baghus. Han havde set os kom trækkende med cyklerne henover Præstegårdsmarken.- “Puha” sagde han.- “Det er da vældigt som det regner.- jamen! hvordan er det da jeres cykler ser ud, man skulle jo faktisk tro, at de har stået i mudder til salen”. Vi svarede ikke. Men Egons latter hang lang tid i vores øren. 

Egon havde en knallert. En blå woler, som var hans et og alt. Hver gang det regnede, kom knallerten ikke ud, hvis det skete, at han alligevel blev overrasket af regnvejr, når han var ude at køre, så blev knallerten tørret af, efter alle kunstens regler inden den blev sat ind i baghuset. Vi ville hævne os på Egons knallert. Vi havde ofte hørt fra de unge i byen, at hvis man ville ødelægge en knallert, så skulle man komme sukker i benzintanken. Så ville motoren automatisk gå i stå. Bagefter ville der forestå et større rengøringsarbejde inden knallerten igen var køreklar. Sukkeret kunne vi sagtens få fat i. Vi havde hørt, at det var nok med et par skefulde. Nu skulle vi bare vente til Egon, var ude af syne. I lang tid gik vi med en lille pose sukker klar i lommen, til lejligheden bød sig. Vi vidste jo af erfaring, at søndage lige over middag var et godt tidspunkt. Så da Egon sov sødt – hældte vi noget sødt i benzintanken på Woleren. 

Han havde vel kørt noget der lignede et par kilometer, da han kom trækkende hjem med knallerten. Vi spurgte deltagende til hans knallert. - Hvad er der galt Egon” spurgte vi.- “kan den ikke starte?”- “Hold kæft knejter, og skrub af med je”r. svarede Egon hvast. Resten af søndagen baksede Egon med sin knallert, men uanset, hvor meget han skilte og døjede kunne han ikke få den i gang. Sidst på eftermiddagen så vi ham trække af sted med sin kære Wooler op til et knallertværksted, der lå ca. tre kilometer uden for byen. Nogle dage efter var Egon igen ude at køre. Af ren og skær medfølelse spurgte vi ham om, hvad der havde været i vejen med Wooleren. Hertil svarede Egon sit sædvanlig; Hold kæft knejter og i øvrigt kan I bare blande jer uden om. 

Vores krige med Egon fortsatte i tiden fremover. Efter som vi blev ældre tog de dog mere og mere af. Til sidst indstillede begge parter krigen. Da jeg mange år senere som voksen besøgte Egon, var han blevet en ældre mand. Han havde ikke glemt vores eskapader. Han smilede til mig og fortalte, at han mange gange under vores "krige" havde moret sig kostelig. Han vidste præcis, hvad vi havde foretaget os. Som han sagde, “Jeg kendte alle jeres numre” Pludselig følte jeg, at jeg var tilbage i barndommens gade igen. Efter et par timers tid og genopfriskning af adskillige historier bød jeg Egon og hans kone farvel. I døren stod Egon og løftede hånden til farvel. Pludselig følte jeg mig hensat til gamle dage, og jeg kunne mærke historiens vingesus, da han sagde; - “Det var mig, der gemte jeres cykler i Præstegårdens brønd”  “Var det dig”! udbrød jeg. Egon grinte over hele hovedet.- “Ja såmænd var det så”, sagde han. Jeg vendte mig og gik over og tog min cykel. “Cykler du meget” spurgte han. “Ja at køre på racercykel, er ‘en af mine passioner” svarede jeg. “God tur og tak for besøget”, sagde Egon. Mærkeligt, men 5 min senere føltes det som om, at cyklen var punkteret…. Det var den ikke bare på et, men begge hjul.  EGON FOR SA…… DA.

Hent BlueMail for Desktop