Mælketuren

Tågen ligger som dyne henover landskabet, kun de høje grantræer i markskellet rager op over tågen. Det er et underligt syn, det ser ud til, at granerne er plantet i vat. Jeg er tidligt oppe den efterårsmorgen sidst i september. Min far er lige kørt på arbejde, han skal møde kl. syv. Jeg finder min cykel frem og kører hen til Erik. Deres hus ligger som det sidste på vejen. Vi siger ikke godmorgen, det hører sig ligesom ikke til. Vi snakker om den mærkelige tåge, der ligger helt nede omkring  benene, mens vi cykler ud til Chr. Lund. Vi skal med karlen på mælketur.

Kort tid efter kører vi ind på gårdspladsen, den store ruhårede hønsehund kommer gøende imod os. Den bliver helt flov og forsøger at svinge med den hale som den mangler, da den opdager det er os. Jens er lige netop ved at være færdig med, at spænde de to belgier for den store mælkevogn. Han skubber på den ene hest og sætter den sidste skagle på. Jens er ikke en mand af mange ord. Han kigger på os, og nikker, hvilket betyder, at vi kan sætte os op i vognen. Han trækker hestene rundt hestestalden hen til kostalden, hvor mælkespandene står. Vi springer ned og slår siden ned på vognen.  Jens løfter de fyldte spande op i vognen og vi slæber dem på plads. Mælkespandene har et nummer der er prentet ind på hver enkelt spand. Da den sidste af de otte spande er på plads, sætter Jens sig op på kuskesædet. Mens vi kører ud af gårdspladsen finder Jens sin pibe frem, imens får jeg lov til, at holde tømmen. Det er egentlig ikke nødvendigt hestene kender turen og går i deres egen tempo.  Da Jens har fået ild i piben tager han igen tømmen, han slår et par lette slag med tømmen henover ryggen på hestene, som derved sætter tempoet lidt op.

"Nå drenge, er I klar til at tage fat" siger Jens. Erik og jeg svarer i munden på hinanden, at vi er klar. Det er begyndte at lufte en smule, tågen er næsten væk, da vi kører ind til nabogården. Jens tvinder tømmen om bremsestangen og stiger ned fra vognen. Vi har allerede slået siden ned, og står igen oppe i vognen og tager imod spandene. Vi rykker de fire spande på plads, springer ned og slår siden op. Vi sætter os med ryggen op mod spandene. Vi ved ikke hvad klokken er, hverken Erik eller jeg har et armbåndsur, men tiden går hurtigt, og inden længe er vi på vej til mejeriet. Det er tydeligt, at se på hestene, at vi har fuld læs på vognen, specielt da vi skal op af Kvishøj sydfra. Hestene lægger sig i selen og trækker godt til. Da vi når toppen af bakken  trækker Jens bremsen på vognen til, han vil ikke risikere, at hestene går over i trav og derved får for meget fart på nedad Kvishøj. Vi kommer forbi vores hjem, der er ingen der kigger ud. vi fortsætter nedad den gule vej og inden længe holder vi bag andre hestevogne på mejeriet. Jens giver tømmen til os, og stiger nedad vognen. Han trækker piben op af lommen og tænder, mens han går over til en anden kusk og snakker.

“Så fremad råber Jens, kan I ikke se, det er vores tur”. Hestene rører sig ikke ud af stedet, selvom vi råber og forsøger med den karakteristiske lyd, som en erfaren kusk frembringer. Jens griner og springer op i vognen. Et højt råb “SÅ” og hestene sætter sig i bevægelse, og kørte vognen frem til perronen. Da vi havde læsset af fik hestene foder, som var medbragt i en pose, der lå under vognen. Når sødmælken var indvejet og spandene med skummetmælk var læsset på vognen gik turen hjemover. Jens havde fået udleveret mælkepenge. Hver bonde der leverede mælk til mejeriet fik en gang om måneden afregning for de antal liter mælk de havde leveret. Nogle steder blev der ved de små husmænd sat spande af ved vejkanten, vi fik til opgave, at rulle kuverten med pengene sammen og stikke den ind i den ene hank på  mælkespanden. Ved de store gårde blev spandene kørt helt frem til staldene og læsset af. Apropos pengene der blev placeret på mejerispandene. Vi hørte aldrig om tyveri af disse kuverter. Jeg er næsten hundrede procent sikke på, at det aldrig ville kunne lade sig gøre i dagens Danmark - desværre.

Da vi var færdig med turen blev hestene spændt fra og kom på stald for at hvile til næste dag. Vi tog vores cykler og var klar til at køre hjem. Jens kom over og gav os hver 25 øre. Vi sagde pænt tak og lovede, at vi nok skulle hjælpe en anden gang. 25 øren var på det tidspunkt sidst i 50’erne mange penge. Vi kunne købe en jødekage,  lakridspiber og en pose Pinocchio kugler. Så bager Carl Nielsen fik hurtigt vores besøg.

Resten af dagen forgik i et nøddekrat, som lå lidt gemt væk fra vejen lige før Kirkholt. Vi havde en aftale med  købmand Sørensen, hvis butik lå midt på torvet i Jerslev, han vil købe alle de nødder vi kunne samle. Vi var ikke de store forretningsmænd, så det var begrænset, hvad det indbragte. Han havde en stor firkantet kasse under disken, i den var der kandis. Vi fik hver et stort kræmmerhus, som vi kunne mæske os med senere.