Tivoli

Tivoliet er kommet, meddelelsen gik som en steppebrand gennem byen, i hvert fald hos os drenge. Vi havde i lang tid gået og ventet lige netop på denne dag.  Der var noget magisk ved tivoli, det var noget fra en helt anden verden, som vi ikke kendte til. En verden der lå uden for vores fatteevne. I en hel uge var vores verden fuldstændig forandret. Fra den dag da de store lastbiler kom kørende op til anlægget, var der liv og glade dage i byen. Hansen’s tivoli var et  omrejsende tivoli, det var ikke et af landets største tivoli, men for os børn var det  kæmpe stort. Mange kendte entertainere som Lily Broberg, Grethe Sonck og Poul Reichardt har optrådt til sommerfesten, det var specielt om søndagene, at der var optræden med ovennævnte skuespillere.

Vi drenge hjalp til med alt,  vi slæbte teltduge og tunge kasser med store jernpløkker, det var lige førend, at tivolifolkene kunne stå og se på, uden at deltage synderligt. Vi havde næsten ikke tid til at spise. Når tivolifolkene holdt middag, ja så lagde vi os i græsset, eller gik over for, at spille fodbold, indtil de igen var klar til, at rejse teltene, sætte karrusellen, og luftgyngerne op. Der var telte, hvor man kunne skyde, og telte med boldkast, tombola, lykkehjul, m.m. og ikke at forglemme det største telt, hvor alle mulige former for spilleautomater fandtes. Byens foreninger satte et stort øltelt op, og lige op af dette, blev der rejst et dansetelt. Der var telte, hvor vi kunne købe vafler, og som noget nyt kunne vi købe is.

Den aften hvor tivoliet åbnede, var der sat kulørte pærer op i alskens farver, og hele anlægget genlød af musik fra store højtalere, der hang rundt i træerne. Vi var dybt fascineret af al virakken. Idrætsforeningen havde i samme uge masser af fodbold på programmet lige fra en drengeturnering til ugens kulmination, nemlig storkampen mellem et forstærket Jerslev hold, der bl.a. et år spillede mod B1903 (senere kendt som FCK) B1903 havde en spiller, der hed Anders Skotte Hansen.  Efterfølgende blev mit øgenavn Skotte. Selv den dag i dag over 50 år siden, kan jeg stadig møde nogle i byen, som siger Skotte. Havde vi hjulpet til med, at rive fodboldbanen for nyslået græs, fik vi en fribillet til tivoliet. Det kostede nemlig at komme ind, entreen var en krone for voksne og 25 øre for børn. Festen foregik det meste af ugen begyndende fra onsdag aften til afslutningen søndag aften.

Ugens højdepunkt var lørdag, her blev storkampen spillet. Bagefter var der fest i ølteltet , samtidig med at der var dans i teltet, hvor Jerslev orkesteret spillede. Vi havde ikke mange penge, at gøre med, vi fik fem kroner til hele ugen.  En tur i luftegyngen kostede halvtreds øre, så pengene fik hurtigt ben, at gå på. Min kammerat og jeg havde fundet ud af, at mange af de voksne eller de, der troede de var voksne, ofte gik ned mellem træerne og drak øl. Når de havde drukket færdig, smed de flasken ind i buskaset, efterfølgende samlede vi en hel del flasker sammen på den måde. Vi solgte flaskerne til købmændene i byen. På den måde forøgede vi vores indtægter, og dermed vores muligheder for at prøve de forskellige aktiviteter i tivoliet. Vi var specielt optaget af spilleautomaterne. Nogle gange var vi heldig, og vandt indsatsen tilbage gange fem eller jackpot, det sidste skete vist aldrig. Maskinerne var vist stillet sådan, at jackpot aldrig kom ud. Vi så aldrig nogle, der fik den store gevinst, eller for dens sags skyld hørte om det.

Søndagen begyndte med optog gennem byen, et eller andet orkester spillede til, mens børn og enfoldige viftede med balloner og flag. På tivolipladsen var familierne samlet og hyggede sig med underholdning fra lastbilscenen, hvor forskellige kunstnere optrådte, som tidligere nævnt.

Da klokken nærmede sig elleve om aftenen var pladsen tom for mennesker. En del fulderikker ravede rundt på pladsen og råbte på mere øl. De forskellige boder var lukket ned og tivolifolkene var gået over i deres trailervogne.

Pludselig stod min storbror bagved mig.

”Så ser du lige efter at pikle hjem med dig”. Sagde han.

Jeg var tolv år, han fem år ældre.

”Det skal du ikke bestemme” sagde jeg.

”Det ka´ du sateme tro jeg skal, se efter, at komme af sted”.

Jeg sagde ikke mere men forsvandt stille ud i mørket, mens jeg tænkte. Det var da mærkeligt at han pludselig havde så travlt med, at få mig gennet hjem. Da jeg var kommet udenfor lysets rækkevidde vendte jeg mig om. Nu var det kun enkelte kulørte pærer der lyste ved indgang til pladsen. De store projektører var blevet slukket. Jeg vendte om, måske der lå nogle flasker, jeg lige kunne samle til siden. Mørket var intens, kun lyset fra halvmånen lyste lidt op, når skyerne gled væk. Jeg vidste, at der ofte blev sat flasker ud bag kroteltet. Måske jeg kunne tage nogle af dem. Jeg sneg mig langs en hæk frem mod teltet. Jeg stoppede og lyttede. Der lød stemmer inde fra teltet. Det var "Stork-Stine, hun ejede kroen. Vi kaldte hende sådan fordi hun havde så tynde ben, at hvis storken døde, så var hun udset til at afløse denne. Jeg turde ikke gå hen til teltet, men valgte i stedet, at vende hjemover. Da jeg igen kom ud på stien der førte op til vejen, hørte jeg stemmer foran mig. I det svage måneskin kunne jeg se to skikkelser, der bar noget imellem sig. Jeg satte farten lidt op og kom nærmere. Nu kunne jeg tydelig se, at det var min bror og hans kammerat – de bar på en spilleautomat.

”hvor, hvor”. Stammede jeg.

”Hvor har I fået den fra?”

De vendte sig begge og så forskrækket på mig.

”Hvad fanden kommer det dig ved!  Sagde jeg ikke, at du skulle skrubbe hjem i seng”. Sagde min bror

”Jamen hvor kommer spilleautomaten fra”. Sagde jeg, mens jeg kun havde øjnene rettet imod automaten.

”Hør nu her din lille lort, nu holder du snart din kæft, og så forsvinder du herfra ellers ka´ det være, at vi skal hjælpe dig lidt på vej”. Sagde hans kammerat, mens han tog et skridt frem i mod mig.

”Og i øvrigt, så vil vi råde dig til, at du holder munden lukket, for ellers kan det jo være, at du får fremmede fingre i ansigtet”

”Her sagde min bror og stak mig halvtreds øre, skrid så med dig”

Jeg tog pengene og gik. Da jeg nærmede mig præstegården gemte jeg mig bag et af de store lindetræer. Pludselig kunne jeg høre de kom gående.  De stoppede ud for kolonihaven.  Min bror klatrede hurtigt op over hegnet, og på den anden side åbnede han porten ind til kolonihaven.

Jeg sneg mig bagefter. Inde i haven fandt de en spade og med den lirkede de bagsiden af spilleautomaten op. De satte sig ned, og tog den blikkasse ud, der indeholdt mønterne. Jeg kunne ikke se, hvor mange mønter de fik. De tog spaden igen og gravede et dybt hul, hvorefter spilleautomaten forsvandt.

Jeg løb resten af vejen hjem og lå sødt i min seng, da min storebror kom op.

”Nu skal du ikke foregive at du sover, her er halvtreds øre mere, og så husker du, hvad vi har aftalt. Jeg kunne ikke huske, at vi havde aftalt noget kun, at de havde truet mig med tæsk og det der var værre. Hvad ejeren af kolonihaven må have tænkt  - da han senere på året var i gang med efterårs-gravningen, det står hen i det uvisse.