Universet - mennesket - livet og troen

Oprettet af Anders Lund Hansen, senest ændret d. 2023

 

 
Universet er en anden af mine lidenskaber. Fra jeg var ganske ung har jeg interesseret mig for dette emne. Tanker som: hvor det begynder, og hvor det ender, har vel til alle tider interesseret mennesket. Siden Arons dage har mange forsøgt, at give deres svar på disse store spørgsmål. Ingen har indtil nu kun givet et helt tilfredsstillende svar herpå. Måske er det det, der gør emnet så spændende - nemlig det, at alle kan give deres bidrag med. De fleste mennesker har vel en eller anden teori om dets opståen - mange læner sig op af  skabelsesberetningen iflg biblen.
Men hvor sikker er nu den. Det gamle testamente om jordens tilblivelse, er det vel efterhånden de færreste der tror på. Men hvad skal vi så tro? Ja det må vel være op til den enkelte, at forstille sig, hvordan det hænger sammen. Hvem er vi? Hvor kommer vi fra og hvor ender vi?
 
Mange har forsøgt, at give deres bud herpå bl.a. Charles Darwin, der skrev den skelsættende bog  Arternes Oprindelse. Siden den udkom, er der mange der tror, og sværger til Darwinismen.
 Men nu er enhver jo hellig i sin tro. Herligt at vi lever i et demokrati, hvor det står enhver frit, at tænke tro og tale, som man ønsker. 
Mit forhold til religion.. Et par år efter min fars alt for tidlige død. Begyndte jeg at læse i biblen. På det tidspunkt må jeg have været omkring 17 år. Troede vel at jeg kunne finde forklaringen deri.

I begyndelsen læste jeg i spredt fægtning. Det var som om jeg troede, at forklaringen stod i næste linje, næste side osv. Jeg fandt ingen forklaring på hans død, men jeg fandt noget andet, nemlig nogle mystiske beskrivelser, som jeg begyndte at gruble over. Lad mig give dig et par eksempler på, hvad det var jeg fandt – (lyder som, at jeg er pionerer på dette område, det er ingenlunde tilfældet) Men jeg faldt over nogle beskrivelser, som jeg tolkede på en noget anderledes måde, end de, der senere skrev og sammensatte biblen.

         
 Jesus genopstandelse

Joh.20:1,18

 Marie Magdalene  (Jesus’ elskerinde)  kommer til graven, og ser, at stenen er væltet væk og graven er tom. Hun sætter sig og græder fordi han,  Jesus er væk. Mens hun nu sidder der kommer der en mand til hende, og spørger.

”Hvorfor græder du”?

Hun fortæller hvorfor. Hvortil han siger

”Marie kan du ikke genkende mig?”  

”Jo svarede Maria - du er havemanden” Først da manden viser hende sine hænder, tror hun på, at han er den genopstandne.

 

Jeg tænker, hvorfor kunne Marie ikke genkende Jesus?

Hvorfor antog hun ham for at være havemand?

Hun der havde elsket med Jesus og kendte alt til og om ham, hvorfor tog hun fejl? Og gjorde hun?

 

Ezekiel og Herrens herlighed

Ez.1: 1, 28

 På et tidspunkt er Ezekiel (Jødisk skriftklog) i babylonsk fangeskab. En aften ser han et syn, som han kalder Herrens herlighed.
 Her er hans beretning. :

I det tredivte År på den femte dag i den fjerde Måned, da jeg var blandt de landflygtige ved Floden Kebar, skete det, at Himmelen åbnede sig, og jeg skuede Syner fra Gud. 

Jeg skuede og se, et Stormvejr kom fra Nord, og en vældig Sky fulgte med,
omgivet af Stråleglans og hvirvlende Ild, i hvis Midte det glimtede som funklende Malm.  
Midt i Ilden var der noget, ligesom fire levende Væsener, og de så således ud:
De havde et Menneskes Skikkelse, men de havde hver fire Ansigter og fire Vinger; 
deres Ben var lige og deres Fodsåler som en Kalvs;
de skinnede, som funklende Kobber, og deres Vingeslag var hurtigt; 
der var Menneskehænder under Vingerne på alle fire Sider. 
De fire levende Væseners Ansigter vendte sig ikke, når de gik, men de gik alle lige ud". 
Ansigterne så således ud: De havde alle fire et Menneskeansigt 
fortil, et Løveansigt til højre, et Okseansigt til venstre og et Ørneansigt bagtil; 
Vingerne var på dem alle fire udbredt opad, således at to og to 
rørte hinanden, og to skjulte deres Legemer. 
De gik alle lige ud; hvor Ånden vilde have dem hen gik de; de 
vendte sig ikke, når de gik. 
Midt imellem de levende Væsener var der noget som glødende Kul 
at se til, som Blus, der for hid og did imellem dem, og Ilden 
udsendte Stråleglans, og Lyn for ud derfra. 
Og Væsenerne løb frem og tilbage, som Lynglimt at se til.
Videre skuede jeg, og se, der var et Hjul på Jorden ved Siden af 
hvert af de fire levende Væsener; 
og Hjulene var at se til som funklende Krysolit; de så alle fire 
ens ud, og de var lavet således, at der i hvert Hjul var et  andet Hjul; 
de kunde derfor gå til alle fire Sider; de vendte sig ikke, når de gik. 
Videre skuede jeg, og se, der var Fælge på dem, og Fælgene var 
på dem alle fire rundt om fulde af Øjne. 
Og når de levende Væsener gik, gik også Hjulene ved Siden af, og 
når Væsenerne løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig; 
hvor Ånden vilde have dem hen, gik Hjulene, og de løftede sig 
samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene; 
når Væsenerne gik, gik også de; når de standsede, standsede også 
de, og når de løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig 
samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene. 
Oven over Væsenernes Hoveder var der noget ligesom en 
Himmelhvælving, funklende som Krystal, udspændt oven over deres Hoveder; 
og under Hvælvingen var deres Vinger udspændt, den ene mod den 
 anden; hvert af dem havde desuden to, som skjulte deres Legemer. 
 Og når de gik, lød Vingesuset for mig som mange Vandes Brus, som 
 den Almægtiges Røst; det buldrede som en Hær. 
 Det drønede oven over Hvælvingen over deres Hoveder; men når de 
 stod, sænkede de Vingerne. 
 Men oven over Hvælvingen over deres Hoveder var der noget som 
 Safir at se til, noget ligesom en Trone, og på den, ovenover, 
 var der noget ligesom et Menneske at se til. 
 Og jeg skuede noget som funklende Malm fra det, der så ud som 
 hans Hofter, og opefter; og fra det, der så ud som hans Hofter, 
 og nedefter skuede jeg noget som Ild at se til; og Stråleglans omgav ham. 
 Som Regnbuen, der viser sig i Skyen på en Regnvejrsdag, var 
 Stråleglansen om ham at se til. Således så HERRENs 
 Herlighedsåbenbarelse ud. Da jeg skuede det, faldt jeg på mit 
 Ansigt. Og jeg hørte en Røst, som talede.
 

Disse to eksempler vakte min nysgerrighed. Jeg begyndte at tænke dybere over, hvad der lå bag, eller ligger bag disse oplevelser. Jeg læste disse eksempler og andre med og begyndte at tolke på en lidt anderledes måde end, hvad almenvellet gør. 

Jeg kom i tanker om, at jeg engang, havde læst noget om Einsteins Relativitetens teori Den kan jeg ikke forklare, men jeg kan drage nogle essenser af, hvad det indebærer. Einstein forklarer rummet med tid og hastighed. Det vil bl.a. sige, at lyset bevæger sig med ca. 300.000 km i sekunder.
Hvis vi nu forestiller os, at vi var i besiddelse af en energi, der kunne komme op i nærheden af den fart, så ville vi kunne bevæge os mellem stjernerne.
Hvis vi antog, at vi rejste herfra i et rumskib, og bevægede os med den ovennævnte fart, så ville tiden i rumskibet gå langsom og på jorden ville den gå hurtig – set fra rumskibet.
Efter 2 måneder ville vi ikke være blevet mærkbart ældre, men vendte vi rumskibet om for at vende tilbage til jorden, så ville vi komme tilbage til en for os aldeles ukendt verden – fordi der her på jorden var gået ca. to tusinde år. 

Med den viden begyndte mine overvejelser at gå i retning af om, der findes en intelligens, der er vores ganske overlegen. I dag er det en udbredt opfattelse og teori, at universet opstod gennem BIG BANG teorien for ca. 15 milliarder år siden. Jorden er 4-5 milliarder år gammel. Når en sådan eksplosion sker, så er der stof, der kommer før af sted end andet. Dvs. at der kan findes en intelligens, der er langt foran os i udvikling, med udgangspunkt i universets alder.
Nu er det jo blot en teori, men for mig er den indlysende. Det er utopi, at tro vi er alene i dette kæmpe ekspanderende univers et univers, som stadig udvider sig som følge af eksplosionen.
Kig op på nattehimlen et sted, hvor byens lys ikke griber forstyrrende ind. Du ser myriader af stjerner, som ligger adskillige lysår fra os. Ser du godt efter kan du se galakser, som er langt større end vores egen mælkevej. Lige så mange stjerner du kan se med dit blotte øje, lige så mange galakser findes der. Hver galakse indeholder flere milliarder stjerner. Hvad nu hvis, der findes flere univers? HVAD NU HVIS ”GUD” KOM FRA RUMMET?

Hvis det er tilfældet, så vil det forklare en hel del i forhold til biblen. Vi må vel kunne frigøre os fra en to tusind år gammel tankegang, og se på tingene med nogle helt andre øjne – ud fra den viden vi har i dag. Men mennesket interesserer for religionen er så som så. Der findes tre slags mennesker. De troende – de laver ikke om på noget, de forholder sig til biblens tekst, som den blev skrevet for over to tusinde år siden uden at de stiller spørgsmål.
Den næste gruppe er ateister – de er total lige glade.  De tror ikke på noget religiøst . Så er der den sidste gruppe, det er den gruppe, der ikke kan lade være med, at stille spørgsmål. I al beskedenhed tilhører jeg denne gruppe. Jeg ville langt bedre kunne forstå, hvad der skete med Jesus på korset, og i forbindelse med hans genopstandelse. Og ikke mindst kunne jeg forklare, hvad det var Ezekiel så, da han var i Babylonsk fangenskab o.m.a. 
Ezekiel forsætter i en uendelighed og gentager og gentager i et forsøg på, at beskrive det han har set. Han fortæller om lyd og lys og stemmer fra herligheden. Ezekiel gør det – vi andre ville gøre, hvis vi skal forklare noget, som vi ikke kender begreberne for, så ville vi sige det lignede – heraf kommer lignelserne.
 

For mig er der ingen tvivl Ezekiel har set en UFO i form af en helikopter. Al anden forklaring grænser til idioti. Og man kan nu spørge om en allestedsnærværende ”Gud” har brug for et transportmiddel? Nej vel!
 Husk nu Einsteins relativitets teori om hastigheder i rum og tid. Hvis vi nu forestiller os, at vi for ca. to tusinde år siden havde besøg af en eller anden intelligens, der ville udbrede en eller anden form for levevis, der ville komme menneskeheden til gode. Hvis vi nu antager, at den øverste chef i rumskibet - lad os bare kalde ham "Gud", sendte en messias (frelser og søn) ned blandt daværende mennesker i et godhjertet forsøg på, at overbevis menneskene om, at vi kun kan overleve, hvis vi har næstekærligheden med som en leveregel - altså at vi kan drage omsorg for andre mennesker og at vi føler os ansvarlig overfor ethvert medmenneskes velfærd uden hensyn til religion, hudfarve, alder, arbejdsevne, indkomst, uddannelse, udseende, køn, seksualitet, eller politisk standpunkt. (Men hold-da-op, det er/var en ordentlig mundfuld, at sluge både for datidens/nutidens mennesker.
De gamle jødiske skriftkloge følte sig truede på deres levebrød, de så Jesus, som en rebel, der kun var kommet for at nedbryde den eller det privilegium, som de nød.) Det er klart, at daværende udefrakommende personer, ser os som underudviklet i forhold til dem selv. De har med stor sandsynlighed benyttet sig deraf, på samme vis som (Columbus og øvrige spanier forsøgte, at overbevise Aztekerne om, at hvis de bare ville indordne sig deres leveregler, så ville de opnå idel lykke.

Missionen lykkedes ikke. Hverken for ”Guden” eller Columbus. Jøderne ville ikke anerkende den frelser, som guden sendte. Resten af historien kender du. Derfor er vi nu tilbage på det sted, hvor Jesus hænger på korset, og råber på sin far.
Jeg tror ikke det var meningen, at Jesus skulle korsfæstes. Jeg tror det var meningen, at der blot skulle statueres et eksempel på, hvor langt guden ville gå, for at afprøve menneskenes vilje og ondskab. Men et eller andet gik galt, rumskibet nåede ikke frem i tide. Jesus udånder med ordene; Det er fuldbragt. 

På første dagen kommer Marie Magdalene til graven for at sørge over sin elskede Jesus. Hun opdager, at stenen er væltet væk, og Jesus er væk. Du husker, at der kom en mand hen til Marie og spørger, hvorfor hun græder. Hun kender ham ikke og kalder ham havemanden. Han viser hende sine hænder og først da tror hun på ham.
Det er ikke Jesus.  Guden har sat en substitut ind for Jesus, der er blevet hentet op i rumskibet. Marie får besked på at samle disciplene, de kommer, men heller ikke de kender ham, men de tør ikke spørge.
Jesus fortæller dem, at han snart skal drage bort. Som noget af det sidst siger han, at de ikke må fortælle hvad de har set. Ingen får lov til at følge den såkaldte Jesus op  på bjerget, hvor han farer til himmels – bliver taget op i rumskibet.

Biblen er skrevet mere eller mindre af fire evangelister: Mattæus, Markus, Lukas, og Johannes. Hver især har de skrevet hvad der skete ca. firs år efter hændelserne. I de to tusinde år der er gået siden da, er det beskrevne blev oversat igen og igen og det siger sig selv, at der er gået meget tabt og meget er oversat, så det passer ind i det regi, som der ønskes. Der er så mange steder, hvor der med rette kan stilles spørgsmål til det beskrevne.

Hvordan gik det til, at Metusalem blev 969 år. Hvordan kunne Sara blive gravid trods sin høje alder ( 90 år) hendes mand Abraham blev ”kun” 175 år. (Reagensglas) Enok kan tegne et næsten komplet kort over Palæstina. Hvordan gør han? Enok må have været oppe i rumskibet? Enok bruger vendinger om rummet, som er meget lig de amerikanske astronauter. Rummet er koldt, uden hverken himmel og jord og særdeles frygtindgydende.

Endelig har vi hele historien om Sodoma og Gomorra. Guden er sur over, at menneskene i de to byer lever et liv i synd. I byerne er hor og mord en dagligdags begivenhed. Guden sender to engle til Byerne. I byen bor Lot med sin familie. Englen advarer Lot og fortæller ham, at han skal forlade byen sammen med sin familie. Fordi guden vil ødelægge byerne. Men kun hans døtre og kone tror på englene. På vej ud fortæller englene, at de ikke må se tilbage, når guden ødelægger byerne. Men Lots kone kan ikke dy sig, hun vender og se og bliver til en saltstøtte. 

Om aftenen da Lot og hans to døtre når til ud af Jordandalen slår de lejr for natten.  

Her er hvad der skete.:

Han tog ophold i en hule sammen med sine to døtre.  Den ældste sagde til den yngste: »Far er gammel, og der er ingen mænd i landet, som vi kan få børn med på samme måde, som alle andre. Kom, lad os give far vin at drikke og så ligge hos ham, så vi kan føre slægten videre ved vores far.«  Den nat gav de deres far vin at drikke, og den ældste gik ind og lagde sig hos ham. Han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op igen.  Dagen efter sagde den ældste til den yngste: »Jeg lå hos far i nat. Lad os give ham vin at drikke igen i nat. Så skal du gå ind og ligge hos ham, så vi kan føre slægten videre ved vores far.«  Også den nat gav de deres far vin at drikke, og den yngste gik ind og lagde sig hos ham. Han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op igen.  Sådan blev begge Lots døtre gravide med deres far.  
 Den ældste fødte en søn, som hun kaldte Moab. Han er stamfader til moabitterne.  Den yngste fødte også en søn, som hun kaldte Ben-Ammi. Han er stamfader til ammonitterne.

 

 Nu er det lige førend kæden hopper af hos mig. Jeg er ikke i tvivl om at guden ødelægger byerne, fordi menneskene ikke lever efter hans forskrifter. Så han sender engle til Lot, som er den eneste, der lever efter dennes regler. Så Gud smider lige et par mindre atombomber og ødelægger begge byer. (i dag ville vi kalde den person, der i værksætter en sådan handling for massemorder.)   Lots kone bliver til en saltstøtte, hvilket er meget kendt, hvis man ikke kommer i dækning – når en atombombe eksploderer. Men se nu hvad der sker – om ikke de liderlige døtre drikker faren fuld, og skiftes til at gå i seng med ham.

Så meget for at byerne skulle ødelægges pga hor.  Hvad er det, der så gør, at ”Gud” pludselig er blevet tolerant overfor incest? Er det en slags fritækning. Eller er det simpelt nød, for at føre slægten videre. Uanset så er det på ingen måde accepteret i en moderne religiøs kultur. Hvorfor ikke? Gud lod det jo ske.. Som sagt er der masser af steder, hvor der skal bare en lidt anden fortolkning til, end den vi er vokset op med. Jeg siger ikke, at jeg har ret – på ingen måde. Jeg forsøger bare, at give mit besyv med. Der kan sagtens findes en Gud, der styrer det hele.

Jeg hælder nok mere til den teori, at det må være en energi, der ligger bag altet. En energi, som vi ikke fatter, eller skal fatte. Jeg tror ikke, at det nødvendigvis har noget med religion at gøre, som sådan. Jeg tror ikke der findes nogen eller noget der griber ind og redder os. Det har historien givet masser af beviser på.
Men et ved jeg – nemlig, at den tro, som de udefrakommende gav os og som skulle gøre os lykkelige, ja den har kun medført død og ødelæggelse, så langt øjet rækker både tilbage i tiden og frem til i dag, hvor mennesket med religionen i hånden stadig forfølger, brænder og myrder løs i religionens hellige navn.  Men det mest uhyggelig er, at hvis Einsteins teori holder, så er det rumskib, der var her for to tusinde år siden ifølge teorien kun to måneder væk. Så lad os antage, at de tænker. Lad os flyve tilbage og se, hvordan det går……….Jeg er overbevidst om, at de har været her igen og de til stadighed er her – dog har de endnu ikke taget kontakt igen. Med deres teknologi, kan de sagtens se, at vi i mellemtiden, er blevet en farlig modstander, som de ikke som sidst bare kan tromle henover, uden at det ville få alvorlige konsekvenser for begge parter. Men hvad gør vi så, er der ingen mening med livet? Er vi her kun for en kort periode, uden nogen form for mening? Jeg tror der er en mening med livet.
Jeg tror, at universet må være skabt, for at vi skal kunne se det. Det giver ingen mening, at skabe noget, som ingen kan se eller være i. For hvis skyld skulle universet ellers være her?
Altså må der være en energi, der har skabt den tanke. Hvis ikke der findes en intelligens til at se universet, behøvede universet ikke være her. Så universet og intelligensen – hænger ubønhørligt sammen og er afhængig af hinanden. Sluttelig vil jeg igen vende tilbage til Einstein, han sagde.: Hvis den menneskelige hjerne blev rullet ud, så ville den være mere end 10 km lang – på nuværende tidspunkt har de mest intelligent af os kun lært -  at bruge få centimer. Tænk på, hvilken viden, vi på nuværende har opnået bare ved, at bruge få centimeter, af hjernens kapacitet. Tænk så, hvilke svar menneskeheden vil få, når vi har lært at bruge bare halvdelen, af hjernens fulde kapacitet. Når det sker, tror jeg, at vi vil forstå meningen med livet og hvad der ligger bag. 

Men inden vi når dertil, er der masser af spørgsmål, der med rette kan stilles til livet versus religionen.Vi bliver født hjælpeløse ind i en verden, vi ikke forstår. Vi forlader denne verden, som svækkede oldinge, og for nogles vedkommende, så hjælpeløse, som da de kom til verden.

Selvfølgelig er der ikke nogen af os, der er lovet et langt liv uden gener og smerter. Men tager man udgangspunkt i div. prædikanter, så er der ingen grænser for, hvad vi kan opnå af idel lykke, hvis bare vi tror på “gud”.

Jeg har virkeligt forsøgt, at forstå, hvad disse sjælesørgere vil opnå med deres prædiken. Når de bliver talt varme, taler de om alt det gode og om mirakler - blinde der bliver seende, og den handicappede, der rejser sig og går. 

Endnu har jeg aldrig hørt om demente, der har genvundet deres evner og dermed fungere, som i ungdommens vår - mindre kan selvfølgelig også gøre det. Mirakelmagerne fører sig frem og påstår, deres evner er givet til dem af “gud”. Folk er som lemminger. De følger gladeligt efter hinanden og betaler i dyre domme, for at deltage i slige seancer. De eneste der får noget ud af seancerne, er prædikanterne. De griner hele vejen hen til banken.

Der er masser af eksempler på svindlere, der med biblen i hånden forfører mennesker, der ikke selv er i stand til at gennemskue, hvad de bliver udsat for. Indiske guruer, der påstår, at de har talt med gud, og på den baggrund åndeligt voldtager flere tusinde mennesker. 

Men som vi har set i mange andre sammenhænge, falder det hele fra hinanden og svindleren bliver afsløret. Googler man prædikanter, så dukker de op på stribe. Der er alt fra kvaksalverne og TV-prædikanterne til jungleprædikanter, alle med Guds ord på læberne, der forfører befolkningerne. Ikke alle bliver afsløret og kan dermed fortsætte deres svindel.

Som tidligere skrevet, er der ikke noget eller nogen, der har påført mennesket så meget smerte, som religionen. Det uanset hvilket tilhørsforhold man har til troen. Om du er kristen, buddhist, muslim, jøde, hindu osv.  ingen kan sige sig fri for ikke, at have været med til at skabe konflikter, som i sidste ende har ført til krige og deraf medført smerte og ulykkelige begivenheder, i al den tid religionerne har bestået har der været forfølgelse og had. Og det sker  ALT SAMMEN I RELIGIONENES HELLIGE NAVN.

  I England, er der en ateistgruppe, der kører rundt i en bus, hvorpå der er skrevet:

                                                    THERE’S PROBABLY NO GOD

                                        NOW STOP WORRYING AND ENJOY YOUR LIFE

Så gør dog det - Det må være meningen med livet, at vi skal leve det. At der stadig er masser af mennesker, der dagligt ligger på knæ og ber til en gud, det må, de gerne for min skyld, hvis det giver dem fred og ro i sjælen. Men så lad dog andre være i fred og acceptere, at vi ikke ser ens på religionen. Uanset hvem vi er, hvor vi kommer fra, er der aldrig noget menneske, der har set “guden”. Vi har alle fået fortalt en historie, som ingen selv har oplevet.

Hvad er meningen med livet? Det spørgsmål har vel eksisteret siden det første tænkende individ gik rundt på vores planet. Måske er det ikke sikkert, at han eller hun har tænkt i de baner. På den tid for flere tusinde år siden, var individet med stor sandsynlighed mere optaget af jagten på føde, for at oprette et eksistensgrundlag, end det var optaget af, at indtænke filosofiske tanker omhandlende meningen med livet.

Måske skal vi helt frem til vores tidsalder førend spørgsmålet dukker op og bliver hvermandseje. Tager vi udgangspunkt i de store tænkere Friedrich Nietzsche, Immanuel Kant, vores egen Søren Kirkegård og et par tusinde år før dem Platon og Sokrates. Så er der ingen tvivl om, at de alle har tænkt tanken - “Hvad er meningen med livet.”

Før i tiden troede filosofferne på en gud. Hos Platon ligger der for eksempel nogle såkaldte ”ideer” til grund for hele tilværelsen. Disse ideer giver et formål til verden og bestemmer menneskets opgaver i verden. I senantikkens kristendom bliver ideerne – for eksempel hos Augustin – identificeret med ’Guds tanker før skabelsen’. Og generelt er middelalderen og nyere tid præget af den kristne opfattelse af, at der er en bagvedliggende skabergud, som bestemmer det formål, som mennesket skal leve op til. 

Filosofferne mistede langsomt troen. Omkring år 1800 forsøgte filosoffen Georg Wilhelm Friedrich Hegel, at overbevise sine samtidige om, at den “guddommelige fornuft” kom til syne i historien. På den måde fik udviklingen og dermed livet et formål. Men efter Hegels død i 1831 kan man se, at filosofferne bliver stadig mere skeptiske over for, om der findes noget bagvedliggende – kald det ideerne, Gud eller fornuften – som giver livet en mening. En filosof og teolog som Søren Kierkegaard taler ganske vist stadig om, at der i sidste ende er en form for guddom bag det hele, og at den giver det hele mening. Men hvor filosoffer tidligere har ment, at de kunne bevise Guds eksistens, bliver Gud hos Kierkegaard i sidste ende til noget, vi kun kan nå gennem et spring ind i en absurd tro.

Karl Marx: Gud er noget mennesker finder på…

Ifølge Karl Marx – som levede på samme tid som Søren Kierkegaard – er Gud noget, som vi mennesker selv skaber på baggrund af de psykiske og/eller sociale konflikter, der er i vores liv. På den måde er Gud – og det bagvedliggende formål med det hele – dybest set en illusion, hvis man spørger Karl Marx.

»I slutningen af 1800-tallet gik Nietzsche planken ud og erklærede slet og ret, at ”Gud er død”.«

»For Nietzsche var der ikke længere noget bagvedliggende, der gav livet et formål. Det havde samtidens mennesker svært ved at acceptere. Derimod ville fremtidens filosoffer ifølge Nietzsche blive ’overmennesker’, fordi de ville overvinde menneskenes behov for en Gud, der kan give alting et formål,« siger Poul Lübcke.

Filosofer, der vil give et svar, er plattenslagere. Nietzsches profeti har faktisk holdt stik. Hovedparten af nutidens filosoffer bygge ikke deres filosofi på, at der eksisterer noget guddommeligt, der kan give livet andet formål end det, vi hver især lægger i det.

»Man bliver derfor skuffet, hvis man går til filosofien og spørger, hvad livets mening er. Den romantiske forestilling om filosoffen, der som en vismand sidder med svaret, har været en drøm de sidste 180 år. Det er derfor op til det enkelte menneske at spørge sig selv:

Hvad er livet og hvad vil jeg med det?