Hævnen

Senere på sommeren bød chancen sig. Vi havde fået fat i nogle gamle kartofler, og noget levertran. Så da Egon på en doven søndag, var i gang med den obligatoriske middagssøvn for nedrullede gardiner, begyndte vi med et bombardement af en anden verden. Kartofler der i forvejen var lidt rynken, blev dyppet i levertranen, og derefter kylet på døren til baggangen, et par enkelte ramte ved siden af og satte sig nydeligt på den hvidkalkede væg. Vi var fuldstændigt opslugt af hævn. Vanviddet lyste ud af vores ansigter - ingen af os tænkte på konsekvensen. Vi fortsatte i et væk, til der ikke var flere kartofler. Da vi rettede os op, og så på vores værk, var vi faktisk ret stolte. Døren lignede faktisk en stor slimet kartoffel, som havde fået frost. Vores hævnlyst var endnu ikke ovre. Pludselig fik jeg øje på en spand, der var fyldt op med nyplukkede ribs. Lynhurtigt greb jeg med begge hænder ned i spanden, og samlede alle de bær jeg kunne, og fyldte dem i Egons støvler, der stod på trappen. Peter ville ikke holde sig tilbage, han tømte resten af levertranen oveni ribsene. Tilbage var nu kun at vente, til Egon var færdig med at sove til middag. Vi turde ikke blive på stedet, men vi ville også gerne opleve Egon, specielt når han skulle tage sine støvler på. Vi blev enige om, at vi ville gemme os på halmloftet i udhuset. Derfra havde vi en glimrende udsigt. Ventetiden føltes lang, alt for lang. Mens vi lå på loftet, fik vi tid til at tænke over, hvad det var vi havde foretaget os. Vi var begge enige om, at han ville slå os ihjel, hvis han fandt ud af hvem, der havde gjort det. Pludselig kom Aksel, Egons søn hjem sammen med sin kammerat. Fra vores skjul, kunne vi se deres forbavsede ansigter.- “Hold kæft nu bliver min far gal”, sagde Aksel. Han satte sin cykel op af baghuset, og skyndte sig ind af den kartoffelramte dør. Der gik ca. et halvt minut, så stod Egon i gården. Hans ansigtsfarve skiftede fra hvidt til rødt, og til hvidt igen. Han var totalt ude af den. “Hvem fanden har gjort det”, råbte han ind i hovedet på Aksel. “Det, det”, stammede aksel, “det er da ikke mig, vi jo er lige kommet”. “Er det dig din lømmel” råbte han og greb i kraven på Hans, Aksels kammerat. Hans svarede ikke, men rystede forskrækket på hovedet. Da Egon slap ham sprang han på sin cykel og kørte af sted så stærkt han kunne. Egon og Aksel gik indenfor. Mon han tror det Aksel og Hans, hviskede jeg til Peter. Inden Peter fik svaret, var Egon kommet ud igen med en kost. Han begyndte at feje kartoflerne nedad døren. Da han var færdig, tog han vandslangen frem, og gav sig til at vaske både dør og væg. Pludselig stoppede han, og smed vandslangen på jorden. Han gik over og tog sin støvler, der stod lidt derfra. Vi kunne se, at han ville skifte fra træsko til støvler. Vi holdt vejret. Idet han stak den ene fod i støvlen, hørte vi et brøl. Han flåede støvlen af igen, og kylede den ud på gårdspladsen. Han tog den anden støvle og vendte skaftet nedad. Langsomt kom ribssene ud hængende fast i levertranen. “Jeg slår satan-galen-mig de hvalpe ihjel” råbte han. Fru Sørensen kom løbende ud. “Hvad er der nu i vejen” spurgte hun. Egon kunne ikke svare, så gal var han. Da hun opdagede, hvordan hans støvler så ud, gav hun sig til at grine. Det samme gjorde vi.

Vi blev på loftet til skumringen havde sænket sig. Sulten var tillige begyndt at plage os. Vi går hjem til mig sagde jeg. Da vi kom hjem til mig, var min far lige kommet hjem fra fisketur og skulle i gang med at rense ål. .- Måske din mor vil have et par ål, henvendte min far sig til Peter.- Ja det tror jeg gerne hun vil, sagde Peter. Far hængte fire blanke ål på en line.Vi tog ålene og løb hurtigt hjem til Peter. - Mor, mor råbte Peter da vi stod foran døren, vi har været med Niels’s far ude for at fiske.- Jeg har fået de her ål. Peters mor kom ud. - Har du været med ude at fiske, sagde hun. - Ja svarede Peter. Niels’s far er bare god til at fiske. Vi fik selv lov til at trække ålene op. Egon stod i døråbningen

og røg på sin pibe.- Nå! Så I har været ude at fiske, sagde han- Ja men det var da heldigt for jer. Det var vi meget enige med ham i.

Hent BlueMail for Desktop