Endelig blev det lørdag middag og forude venter en hel uges ferie. Normalt er ferie forbundet med afslapning o.l.  - men sådan var det ikke i min barndom. Vi skulle hjælpe til, hvor vi kunne – lediggang var roden til alt ondt. Så mandag morgen var vi en flok drenge, der cyklede ud til en gård for at sanke kartofler. Gården lå 2-3 km syd for hvor jeg boede. Erik og jeg, havde aftalt, at vi ville gå sammen – eller rettere kravle sammen. Da vi kom frem stod Lundeskov sammen med sin datter Anne, klar til at tage imod os. Lundeskov var en vældig flink og godmodig mand, der ikke sagde mange ord. Derimod var  Anne mere snaksaglig, hun kørte på i en uendelighed, men hun var som sin far flink og rar. Jeg husker endnu, hvordan hun slog en rungende latter op, når hun havde sagt noget. Hun var stærk som en okse, og kunne let som ingenting kaste en stor sæk korn på skulderen, og gå op af en stejl trappe til kornloftet. 

På gården var der en gammel petroleumsmotor, som blev brugt til at trække malkeanlægget. Når den skulle startes foregik det ved, at man holdt hånden over indsugningen, samtidig med, at man trak svinghjulet rund med et håndsving. Lige inden motoren startede, hørtes der en hvæsende lyd, et kort sekund stod svinghjulet stille, og i samme sekund gjaldt det om, at få håndsvinget trukket væk fra svinghjulet, hvis ikke fik man det ned over armen. Anna morede sig herligt og slog sin velkendte latter op. Mens den af os, der havde prøvet kræfter med denne helvedesmaskine løb vrælende ud på gårdspladsen og ventede på, at armen igen kom til sig selv.

Hestene på gården var et kapitel for sig, det var to gule Nordbakker. Begge heste bevægede sig rundt på gården, som andre husdyr. Efter endte opgaver i marken fik de seletøjet af, og gik først til vandtruget og senere kunne man se, at de stod inde i bryggerset  og blev håndfordret af fru Lundeskov. Ingen gennede på dem, men når fru Lundeskov med sin stille og rolige stemme sagde ”Så kan i godt gå over i stalden” ja så trak de sig baglæns og gik over i hestestalden. Her stod de uden at være bundet, som Anne sagde ” De går ingen steder, hvis, så kommer de nok, hjem når de bliver sulten” På denne råkolde morgen var hestene spændt for. Vi var klar til at køre ud på marken og tage kartofler op.

Anne kørte kartoflerne op med en enfuret plov. Erik og jeg fik fat i en kurv og lagde os på knæerne med kurven imellem os. I begyndelsen var det koldt og ubehageligt, at rode rundt i jorden efter kartoflerne, men inden længe havde vi vænnet os til arbejdet. Når kurven var fyldt skulle den tømmes op i vognen. Anne stod og tog imod os, storgrinende løftede hun så let som ingenting kurven op i vognen og tømte den. Nogle gange når der var kø ved vognen fra de andre drenge, prøvede vi selv, at bakse kurven op i vognen. Nogle gange lykkedes det, andre gang var vi knap så heldige, og tabte halvdelen. Omkring klokken ti var der en lille pause, hvor vi fik saftevand og en rugbrødsmad med sukker. Når vi havde spist og drukket var vi klar til at tage fat igen. Vi moslede med kurven, og som dagen skred frem forsvandt kræfterne og trætheden meldte sig. Klokken fire var der fyraften, som Lundeskov sagde. Vi forstod ikke hvad det begreb dækkede, kun, at nu var trængslerne forbi for denne dag. Dagen efter var vi på plads bag kurven igen. Samme metode som dagen før. 

Der var dage, der ingen ende ville tage. Vi havde ondt i knæene og fingrene var ømme og fulde af skrammer. Det værste var, når man kom til at skrabe neglene mod en sten, eller fik sylespidse flintsten op under neglene, det gjorde forbandet ondt. Vi skulle også passe på, at vi ikke kom for langt foran, så kunne vi være sikre på, at vi fik de gamle rådne kartofler i nakken. Da det endelig blev lørdag fik vi pandekager og saftevand. Vi spiste i tavshed, trætheden og udmattelsen lyste ud af os. Det hjalp lidt på humøret da Lundeskov kom ind i folkestuen med vores løn. Vi fik fem kroner for en hel uges arbejde. I dag vil de fleste grine og tænke fem kroner, det var ikke meget, men til det skal der siges, at købekraften var en helt anden dengang i halvtresserne. Så vi var glade for vores blåfrosne femmer. Som et lille kuriosum kan jeg nævne, at jeg for ikke så længe siden, købte en blåfrossen femkrone seddel til en dagspris på 150 kr.