Fiskeren

Skrevet af min far

Du ved du fisker der ligger en gård,
hvor åen gør skel mellem vænge
og sommernatstågen af åen står
og lejrer sig tungt over enge.

Hvor døgnfluen standser sin vilde leg
og skifter sin ham på din trøje
for atter igen at flyve sin vej
et under er sket for dit øje.

Der sidder du så med fred i dit sind
og samler kræfter til dage.
Den lyse nat falder langsomt ind
og trænger solen tilbage.

Du synes af menneskebørn forladt,
dog er du ej alene
for den som har sind og øje opladt
han vækker selv livløse stene. 

Og dagens larm nu falder til ro
i syd dukker op en stjerne
dog lyder der fra en efterladt ko
en kaldende brøl i det fjerne.

Og tårnuret på Knudsejes tårn
forkynder når timen er gået
fortæller dit sind hvad der skete tilforn
hvor ridderborgen har stået 

En vandrotte plumper i åen ned
kun snuden er over vande
og røber på vej til modsatte bred
en kølvand af rindende rande

Og får du besøg af en måbende trop
af kvier, heste og plage
de søger at løse din rygsæk op
og rage i åen din stage. 

På ormdåsen får kvierne kig
med tungen de rakker og slikker
til en får held med et ordentlig slik
så rask mod åen den triller

Nu lyder der knæk som af rimmende øg
men oppe fra luften det kalder
det er den brummende horsegøg
der sidelæns lader sig falde

Det rapper sagte ved åens bred
Du varsomt flægen bøjer
en vildand lægger med hovedet på sned
og ser med et fløjelssort øje. 

I står og måler hinanden en stund
og begges hjerter nu banker
Du ser den i gryden et kort sekund
og ræddes nu for dine tanker

Vågn op du fisker og pas dit job
og stop din gruden og grublen
ser du ej tolden gør et hop
og er nu ganske forsvunden

Du tumler op på sovende ben
med støtte af hånden på bagen
og ser i tankerne en mægtig én
i modsatte ende af stagen.

I vildeste buer går ålen i sving
som ved den timen er kommet
med begge hænder der gribes omkring
og piben puttes i lommen. 

Til sidst dog ålen giver fortabt
i mod menneskets kløgt og snilde
På brinken den ligger livløs og slap
begynder så atter at drille. 

Nu baglæns den vrider sin slimede krop
slår sømandsknuder på cuttet
og gør på ny en serie hop
og er i græsset forputtet.

Nu fiskeren vågner med et nik
han må have siddet og sovet
han skutter sin ryg mod havgussens tryk
og er ej hjemme som lovet. 

Nu åen virker brutal og rå
uhyggelig er dens plasken
om stagen vikles snøren på
og grejerne stoppes i tasken.

Med klaprende tænder om pibens spids
og rystende er hans hænder
han vender piben på sømandsvis
mens skødesløst han snadden tænder

Han tøffer igennem den slumrende by
forstyrrer katten og skaden
den første springer bag lågen i ly
den anden flyver op på laden. 

I vasken slænger han fangsten hen
og flammen på gassen han tænder
mens tankerne strejfer det sted igen
hvor høllet i evighed vender.

Otto Hansen 1958